Category Archives: Livet

Overvejelser om at udkomme

‘Er du bange for at udkomme?’ spørger en spinkel kvinde mig, mens hun ser opmærksomt på mig. Vi sidder på en legeplads med septembers blå-blå himmel hvælvende over os. Jeg kan mærke en indre sitren strømme fra hende. Hun er ved at være færdig med sin egen bog og er i syv sind over, hvorvidt hun vil få den udgivet. Om hun magter det, der følger med.

Jeg kan godt forstå hende. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene om hele cirkusset, herunder opmærksomheden og anmeldelserne. Jeg læste en gang i et interview med den amerikanske forfatter Paul Auster, at han aldrig læser anmeldelser. Hverken de gode eller de dårlige. De forstyrrer ham. Fra den dag holdt jeg også op med at læse anmeldelser.

Inden min debutbog udkom tænkte jeg ikke over, hvad der sker, når en bog rammer verden. Jeg kastede mig bare ud i det. Hvis jeg havde tænkt for meget, var det ikke sikkert, jeg havde gjort det. Fordi sandheden er, at de to gange jeg har udgivet en bog, har jeg efterfølgende følt mig mørbanket. Både af det gode, som af det mindre gode. Oplæsninger, interviews, opmærksomhed, mangel på opmærksomhed, det hele. Det er lidt lige som at blive kastet ind i en boksekamp med flere omgange. Uagtet om jeg har vundet, tabt eller det blev uafgjort, har jeg efterfølgende skullet finde mig selv igen. For mig er det klart processen med at skrive bogen, som er den bedste del.

I samme interview med Paul Auster beskrev han også noget i stil med, at når håbefulde forfattere spørger ham om, han kan anbefale at blive forfatter, svarer han gerne: ‘Hold dig fra det’. Når de går ham på klingen, gentager han: ‘Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra det’. Hvis de særlig vedholdende stadig ikke er skræmt væk, svarer han: ‘Ok, hvis du vitterligt ikke kan lade være, så gør det og nyd det’.

Det er Paul Austers ord, som jeg genfortæller til min veninde, for jeg kan ikke sige det bedre selv. Det er i perioder utaknemligt og ensomt at være forfatter eller kunstner. Men hvis du virkelig ikke kan lade være, så gør det. Og nyd det. Det er nemlig også ubeskriveligt sjovt, inspirerende og givende – og det opvejer alt andet.

Og så slutter jeg af med mine egne ord: Nemlig at jeg tror på hende og håber, hun vil udgive sin bog, for jeg vil rigtig gerne læse den.


Strangers no more

Nu og da ser jeg ryggen af Johnny. Han er først i 60’erne og går ofte sammen med sin lille Chihuahua-hund. Hunden og han har samme spinkle og fine statur. De adskiller sig fra hinanden ved, at hunden er skægløs, hvorimod Johnny har et moustache, formet som et cykelstyr. Jeg ved, han hedder Johnny, fordi vi en steghed sommerdag faldt i snak. Eller det vil sige, min søn viste ham sin cykel, og den fik de en lang snak om. Derefter inviterede Johnny os ind for at se sine høns og fremviste også stolt det orangeri, han var ved at bygge.

I øjeblikket lytter jeg til Strangers. Det er amerikanske podcasts med historier fra det virkelige liv om kærligheden, døden og det i mellem. Almindelige mennesker som deler deres særlige historier. Kongstanken er, at når vi deler vores historier, er vi ikke længere fremmede for hinanden. Strangers no more. Historierne er stramt og vanedannende skruet sammen. Klart anbefalelsesværdige.

Thirdear er et andet godt podcast-bekendtskab. Det er danskproducerede dokumentariske fortællinger. To podcasts har navnligt fæstnet sig i min hukommelse:

–          Kvinden på isen om, en ung dansk sygeplejerske, der i 1933 gik ud på Grønlandsisen og aldrig blev fundet igen, men stadig den dag i dag lever som navn i bygden.

–          Min farfars to liv om en mand der levede to parallelle liv, og hvad det kom til at betyde for hans familier, da de efter hans død opdagede hemmeligheden.

Strangers og Thirdear har fået mig til at genlæse True Tales of American Life editeret af Paul Auster. I 199x havde Paul Auster et radioprogram, hvor han bad lytterne skrive deres bedste historier ind. Det blev en overvældende succes. Lytterne sendte meget forskellige historier: korte, lange, fjollede, muntre, dystre, overraskende, uafrystelige m.m. Alle handler om det samme: Nemlig om at være menneske.

Den franske filosof Sartre sagde, at helvede er andre mennesker. Nogle gange er det sandt. Men andre mennesker giver først og fremmest mit liv farve. Og de bedste af andre menneskers historier får mig til at blive glad i hjertet.

Mit og Johnnys møde i hønsegården tog ikke meget mere end 20 minutters tid. Men når jeg en gang i mellem ser Johnny komme gående med sin hund, smiler jeg glad og ved, at vi er strangers no more.

At blive mindet om, hvem jeg også er

Jeg er medlem af forfatter-eksperimentet Qwerty&Co. På deres side har jeg skrevet et indlæg om at blive mindet hvem, jeg også er som forfatter:

En af grundene til jeg er med Qwerty&co er, at jeg gerne vil finde fred i min forfatterolle. Sagen er, at jeg synes, det er vanskeligt i mit hoved at forene mit somewhat krævende 37-timers job, børn og forfatterskab. Jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg bruger tid på at skrive. Jeg taler gerne, særligt om de emner som betyder noget. En af mine veninder og jeg får ofte lidt ondt i halsen af at tale, når vi er sammen. Men om mine bøger taler jeg kun nødtvungent. Så det var dét, jeg ville tale med Bjørn Ignatius om.

Ved døren til Bjørns lokale aflagde jeg mine forsvarsparader og min skræddersyede teflon-heldragt. Det raslede godt, da de ramte gulvet. Lettere afklædt begav jeg mig ind i rummet.

Når vi i Qwerty&co holder vores coach-seancer, sidder vi i Bjørns store fælleslokale med julepynt i loftet, oliemalerier på væggene og reoler med bøger i alle afskygninger. Kunstbøger, digte, paperbacks og tegneserier. Blandt andet er der en hylde, hvor der står ’Verdenslitteratur’ – den er fyldt med Lucky Luke-tegneserier. Midt i rummet står et kæmpestort bord stykket sammen af mange små borde. Bjørn og den der skal coaches sidder i den ene ende af bordet med ansigterne mod hinanden. Lidt længere væk i en laset sofagruppe sidder resten af Qwerty&co og overværer samtalen. Det er et trygt rum. Vi er hinandens vidner.

Jeg satte mig på en skramlet stol foran Bjørn og lukkede ham ind. Nysgerrigt og nænsomt spurgte han ind, og vores samtale førte mig ned af stier til min tidlige ungdom. Sammen besøgte vi en yderst formativ del af mit liv. Bjørn pressede ikke noget ned over hovedet på mig, han registrerede blot, hvad jeg sagde, gentog det med andre ord og bad mig tænke over det. Jeg blev mindet om, hvad jeg også er lavet af, og hvorfor jeg også er, som jeg er.

Efter timens udløb satte Jeannette, Jakob, Mette og jeg os som sædvanligt på Nordvests bibliotek og talte aftenen igennem. På den gode måde. Alligevel strejfede tanken mig, inden jeg skulle sove, om jeg ville vågne op med ’blottelsestømmermænd’? Men om natten sov jeg igennem som et barn.

Næste morgen da jeg slog øjnene op, sad den glemte side fra min tidlige ungdom på min sengekant. Hun strøg mig over håret og hviskede for ikke at vække de andre: ’Jeg er, hvad du er formet af. Hvis du vil have balance, bliver du nødt til at stå ved mig og tro på mig, også selv om du synes, jeg er lidt sær.’

Senere på dagen fortalte jeg en kollega om mit besøg hos Bjørn. Hun klappede mig på armen og konstaterede: ’Sådan er du jo.’ Og det har hun formodentligt ret i, så i en kommende tid øver jeg mig på også selv at tro på det.

Når flaget skal sættes på halvt

Morgenen efter Oluf Palme blev skudt, satte min far flaget på halvt.  Jeg stod ude i haven og så undrende til. Jeg var 11 år, interesserede mig ikke for ret meget andet end mig selv, mindst af alt Sveriges afdøde statsminister. Men dagen rager op i min erindring, fordi min far for eneste gang nogensinde flagede på halvt, og fordi han talte med mig om, hvorfor man bør vise sin holdning, når noget så forstemmende sker.

Da krigen brød ud i Jugoslavien i 1990, sad jeg inde i et ildelugtende klasselokale. Min ellers mavesure historielærer havde kørt fjernsynet frem og tændt for CNN, for nu skete der noget af historisk betydning. Gardinerne var trukket for, der lugtede af sved og banan, og billederne på tv’et var uvirkelige, forvirrende og kørte i ring. Jeg husker, at jeg blev siddende i lokalet det meste af dagen for at forsøge at fatte, hvad der skete.

Samme fornemmelse havde jeg 11. september 2001, da jeg sad sammen med mine medstuderende på et lille kollegieværelse i England og så, hvordan Twin Towers styrtede sammen. Senere gik vi til forelæsning, som blev aflyst af en historiker med stram fletning ned af ryggen. I stedet tændte hun for BBC. Igen uvirkelige billeder som kørte i ring.

I onsdags var jeg travl på arbejdet, da jeg så overskrifter om skuddrama i Paris. Jeg arbejdede ufortrødent videre, men holdt mig løbende opdateret om udviklingen på nettet. Da jeg kom hjem i de tidlige aftentimer, gik jeg ud i haven og besigtigede flagstangen, som vi aldrig-aldrig bruger. Jeg forsøger altid at afsætte den til alle, som bare pipper det mindste om flagstænger. Vimplen er fuldstændig flosset og viklet ind i snoren. I tusmørket overvejede jeg mine muligheder. De var ikke mange. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få flaget op, og som gammel spejder ved jeg, at man ikke må flage efter mørkets frembrud.

I stedet gik jeg ind til min datter og talte med hende om angrebet i Paris. Om retten til at udtrykke sig frit, om respekt for andre mennesker, ligegyldigt religion og hudfarve, om enkeltstående ekstremisters meningsløse handlinger, og hvordan vi må stå sammen, når noget så forkert og forstemmende sker.

flag

Gaver i en anden indpakning end forventet

’Har du hørt det?’

Vi havde ikke set hinanden i flere år. Nu mødtes vi til en stor fest med folk i festskrud, drinks, tapas, taler, latter, høje stemmer og DJ. Hun var min venindes veninde. Vi havde kendt hinanden i flere år, men sidst jeg så hende, havde hun haft en udefinerbar tristhed over sig. På distancen fulgte jeg hende gennem min veninde. Hun og hendes mand gik noget tid efter fra hinanden. Manden ville ikke tale om det, og hun selv trak sig bort. I søstersolidaritetens navn bryggede min veninde og jeg en historie sammen om, at han havde forladt hende. Svin, som mænd er flest.

’Jeg har måtte gå til psykolog og min bror synes, jeg er et rædselsfuldt menneske.’

Min veninde havde efter et års tid fået hende i tale igen. Vi havde ikke haft ret. Det var ham, som havde bedt hende om at gå, fordi hun havde fundet en anden. Grænseoverskridende for begge parter. Begge kommer de fra sindige jyske familier, hvor man bliver sammen til guldbrylluppet, hvor man synger, spiser tarteletter og fejer resten ind under æresporten.

’Hun var bare en kollega, som jeg syntes var sej. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner. Jeg har altid været til mænd. Men så kyssede hun mig i kælderen, og alting eksploderede. Jeg har aldrig været så forelsket før.’

Hun fortalte mig historien om kollegaen som i den grad slog benene væk under hende og familien. Om hendes og eksmandens forhold, som havde været dødt i flere år, men hvor smerteligt bruddet havde været for hende, manden og deres barn. Om at drømme om lykke og om at have fået den i en anden indpakning end forventet. Om at turde at gå mod strømmen. Og om kollegaen som var blevet til kæresten, som det meste af familien, samt hendes eksmand, havde accepteret.

’Nå, har du fået historien?’

Eksmanden satte sig hen til os. Det var den første fest, de deltog i, sammen, efter bruddet. Rygtet lød, at han nogenlunde var kommet ud på den anden side og nu huserede heftigt på datingscenen.

Hvad kunne jeg sige? Life is never a straight path, som en af mine veninder skrev til mig efter hun efter moden overvejelse var gået fra sin mand, havde levet et par år i Frankrig og nu havde fået børn med selvsamme mand. Er det realistisk, ville min redaktør spørge. Tydeligvis.

Vi skålede for dem, og alle som tør stå ved dem selv. Derefter dansede vi resten af natten væk sammen med alle de andre, som sikkert også havde deres, der skulle danses bort. 

Lukke verden ude og genfinde sig selv

Jeg har for travlt på jobbet i denne tid. Jeg halser afsted for at nå en deadline, overstrækker mine tanker for at holde trit. Mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg sover dårligt, sluger min frokost og afslutter folks sætninger, fordi jeg ikke kan vente. Presset burde aftage om få måneder. Det er min ledestjerne. Men det er ikke det, som redder mig. Det er noget andet, som kommer fra et helt andet sted.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, har overstået dagens gøremål, kommer historien til mig og stryger mig over kinden. Den åbner min computer og hvisker: skriv mig. Sammen glider vi ind i et vægtløst rum, hvor jeg er mig, og historien er historien. Jeg skal ikke præstere noget, ikke overholde deadlines og være serviceorgan. Jeg skal blot være til.

En af mine karakterer i min bog Jordfald siger, at når han skriver, lukker han verden ude. Det er gået op for mig, at det er netop det, jeg selv gør. Når jeg skriver, forstøver hverdagen, og jeg forsvinder i en tilstand af ren væren. Når jeg vender tilbage til overfladen, er hverdagen der stadig, men jeg har haft et øjeblik, hvor jeg mistede mig selv og dermed genfandt mig selv.

Kys og tak til dig, historie.

Udsigten fra den anden side af 40

’Jeg er forelsket,’ siger den gamle mand og ler lidt genert. Han jager en hånd igennem sit sparsomme hår og retter på den stærke brille. Han fortsætter: ’Jeg mødte hende for nogle år siden til et arrangement. Den gang tænkte jeg, at det ville blive for bøvlet. Så mødte jeg hende igen for nogle måneder siden, og denne gang måtte jeg gøre noget. Ser du som 71-årig, bliver jeg ikke yngre, jeg må udnytte muligheden. Kan du følge mig?’

Jeg nikker. Hans historie sætter et spejl op for mine fordomme om alder. Denne sommer ramte jeg et af livets skarpe hjørner. Det fyrretyvende år. Eller som vi sagde i min ungdom: ’40, fed og færdig’. I dag siger de kloge, at 40’erne er de nye 30’ere. Og de har sikkert ret. Men det ændrer ikke ved, at når du fylder 40 år er halvdelen af dit liv sandsynligvis gået.

Mange af livets store valg er truffet. Det er svært at skifte karrierespor, mange har valgt en partner, for kvinder er det sidste udkald for at få børn og familiens ældste begynder at gå bort. Jeg kender ingen som ikke på en eller anden måde er blevet grebet af panik ved tanken og er blevet nødt til at genoverveje deres liv.

En ven købte en motorcykel, som han aldrig bruger. Andre har skiftet konen eller manden ud, eller gennemført en triatlon, eller fået et barn eller en efternøler. Og en veninde kan tale i timer om den store, vidunderlige 40 års-fest, hun skal holde. Hun er i skrivende stund 43. Personligt skrev jeg en bog: Jordfald.

Nu er jeg på den anden side af 40. Det er befriende at have været rundt om blokken og bloggen mere end en gang. Du ved, at ulykke varer ikke evigt, lige såvel som lykken, så det handler om at nyde lykken, når hun kigger forbi og komme gennem de perioder, hvor hun holder sig væk.

Udsigten på den anden side af 40 år er desuden pæn, især når jeg ser den 71 årige mand gå sammen med sin jævnaldrende kæreste. De holder hele tiden hinandens hænder. De kan slet ikke lade være.

De griber mulighederne, uagtet tallet på dåbsattesten.

Fællesskabets sang

’You’ll never walk alone’ er fodboldklubben Liverpools slagsang. Ikke at jeg ser synderlig meget fodbold. I slut-90’erne var jeg i Parken for at se en fodboldkamp mellem FC Midtjylland og nogle andre. Det var min fodboldkamp. Til gengæld betyder fodbold alverden for min ex-svoger. Han er en ordknap mand, der drømmer om at købe sin egen lastbil og ellers ikke gør meget væsen af sig selv. Men ved få, festlige lejligheder har følelserne overvældet ham, og han har brummet ’You’ll never walk alone’ med stor ømhed.

Forleden var jeg, sammen med qwerty&co, min forfattergruppe, tilbage i barndomslandet. Jeg viste det store hvide hus frem, jeg boede i, indtil jeg var 7 år. Huset var både krympet og forfaldet i forhold til erindringen, men det er stadig min tidligste barndoms magiske sted, hvor alt var muligt og jeg kunne tale med katte. Det sted der optræder i mine natlige drømme, når jeg kommer allertættest på kernen af mit væsen. Efterfølgende kørte vi hen til det røde hus, jeg boede i, indtil jeg blev student. Jeg viste det vindue, hvor jeg havde siddet som ung, betragtet verden og drømt om, det der skulle komme. Vinduet var der stadig, men nu kiggede to meget hippe designerlamper ud. Også her havde tiden forandret stedet. At sætte virkelighed og erindringer sammen var på en gang intenst, udmattende og befriende.

Louises barnsdomshjem
Min barndoms hvide hus

Og det mest interessante var, at det ikke kun var mine barndomshuse, vi besøgte. Det var også mine forfatterkollegaers huse. Vi så på huse og lejligheder i vidt forskellige størrelser og farver. Der blev fortalt historier om atommarcher, Allotria, kollektiver, mormødre, søskende, flugt, forældreambitioner, kampe, svigt, misbrug, uro, kærlighed og om glæden ved at skrive.

Det er ensomt at være forfatter. Ensomt på den gode måde. Jeg kan lide det. Jeg holder af at være alene med min tekst og tanker. Det er på mange måder nogle af mine bedste stunder og er et godt supplement til mit øvrige liv, som bestemt ikke mangler andre mennesker eller input. Men for at mit forfatterliv ikke går i ring, har jeg brug for modspil. Som en vinmand engang sagde til mig: ’hvis du altid kun drikker den samme slags vin, holder du ikke dine smagsløg ved lige og oplever derved ikke smagen så intens.’

I de fleste andre forhold i livet er det vigtigt at være nysgerrig. Derfor er jeg med i qwerty&co, som vi etablerede i juni 2014. Vi er ikke en skrivegruppe, mere et rum hvor vi udvikler os, sammen og i fællesskab. Vi diskuterer, støtter og udfordrer hinanden. Vi stiller spørgsmål og opgaver, blandt andet at præsentere de huse vi er opvokset i og fortælle om deres betydning for vores virke som forfattere.

qwerty&co er endnu ikke der, hvor vi har vores egen sang. Men med lidt held kommer vi dertil. Muligvis når vi har hørt nok historier om drømme og tvivl og haft lejlighed til at smage forskellige vine, brummer vi en sang i fællesskab …

Lammetæv

’Ja, jeg mangler bare papegøjen,’ sagde hun vittigt. Men som hun stod der med klap for øjet, og lam i den ene side af ansigtet, havde jeg svært ved at svare noget muntert tilbage. Jeg vidste godt, hvordan det var fat med hende. Hun havde meget nøgent skrevet til mig, at når vi nu skulle ses, skulle jeg altså være klar over, at operationen var mislykkedes, og hun ikke helt lignede sig selv. Men jeg havde ikke forstået, hvad det egentlig betød. Hele hendes historie var uden for min fatteevne.

Hun var gået til lægen, fordi hun havde svært at ved at høre på højre øre, og det havde vist sig, at hun havde en 5 cm. svulst i øret. Godartet, heldigvis. Men svulsten skulle bortopereres hurtigst muligt, og operationen var kommet for tæt på ansigtsnerven, så hendes ansigt var blevet lammet i højre side.

’Jeg er ok, jeg skal bare over det’, sagde hun til mig en råkold vintereftermiddag på en cafe i indre by. Hun fortalte det hele som om, en anden havde oplevet det. Vi lo meget, selvom der som sådan ikke var meget at grine af. Vi kunne ikke lade være. Nogle holder angsten på afstand ved at synge. Vi ler.

Da jeg cyklede hjem fra vores aftale den mørke tidlige aften, kunne jeg kun tænke en ting: lammetæv, og jeg tænkte på forfatteren Jennifer Egans vending: ´livet er et tæskehold’. Uden varsel var livet dukket op ved hendes dør og havde givet hende lammetæv. Jeg ved godt, at sådan er livet også, og heldigvis var det ikke alvorligt. Men i mørket kom det hele tæt på.

Henover året kom hun sig gradvist. Hun behøvede ikke længere gå med klap for øjet, lammelsen fortog sig i ansigtsnerven, og hun begyndte at arbejde igen. Jo bedre hun fik det, jo mere erkendte hun, hvor stor forskrækkelsen havde været. At oplevelsen havde gjort hende bange, at hun frygtede, hvor meget hun ville kunne klare.

Vi havde en aftale igen for ikke så længe siden. Hendes ansigt havde kun få mærker efter tæskeholdet. Men der var også noget andet. Hendes menstruation var udeblevet. En graviditetstest var negativ. Så blev hun for alvor bange. Hvad ventede hende nu? Var hendes krop for alvor ved at bryde sammen? En aftale hos lægen viste, at frygten var ubegrundet, at hun var gravid. Og det blev vendepunktet for hende. Hun holdt op med at frygte og i stedet besluttede hun sig for at skulle vise livet, hvad hun er gjort af. Herunder at kunne føde uden smertelindring.

Jeg tænkte igen ’lammetæv’, da jeg cyklede hjem efter den aftale. Men forskellen var, at det ikke var livet som uddelte dem, men hende selv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at babyen i maven får den sejeste mor.