Category Archives: Bøger

Overvejelser om at udkomme

‘Er du bange for at udkomme?’ spørger en spinkel kvinde mig, mens hun ser opmærksomt på mig. Vi sidder på en legeplads med septembers blå-blå himmel hvælvende over os. Jeg kan mærke en indre sitren strømme fra hende. Hun er ved at være færdig med sin egen bog og er i syv sind over, hvorvidt hun vil få den udgivet. Om hun magter det, der følger med.

Jeg kan godt forstå hende. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene om hele cirkusset, herunder opmærksomheden og anmeldelserne. Jeg læste en gang i et interview med den amerikanske forfatter Paul Auster, at han aldrig læser anmeldelser. Hverken de gode eller de dårlige. De forstyrrer ham. Fra den dag holdt jeg også op med at læse anmeldelser.

Inden min debutbog udkom tænkte jeg ikke over, hvad der sker, når en bog rammer verden. Jeg kastede mig bare ud i det. Hvis jeg havde tænkt for meget, var det ikke sikkert, jeg havde gjort det. Fordi sandheden er, at de to gange jeg har udgivet en bog, har jeg efterfølgende følt mig mørbanket. Både af det gode, som af det mindre gode. Oplæsninger, interviews, opmærksomhed, mangel på opmærksomhed, det hele. Det er lidt lige som at blive kastet ind i en boksekamp med flere omgange. Uagtet om jeg har vundet, tabt eller det blev uafgjort, har jeg efterfølgende skullet finde mig selv igen. For mig er det klart processen med at skrive bogen, som er den bedste del.

I samme interview med Paul Auster beskrev han også noget i stil med, at når håbefulde forfattere spørger ham om, han kan anbefale at blive forfatter, svarer han gerne: ‘Hold dig fra det’. Når de går ham på klingen, gentager han: ‘Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra det’. Hvis de særlig vedholdende stadig ikke er skræmt væk, svarer han: ‘Ok, hvis du vitterligt ikke kan lade være, så gør det og nyd det’.

Det er Paul Austers ord, som jeg genfortæller til min veninde, for jeg kan ikke sige det bedre selv. Det er i perioder utaknemligt og ensomt at være forfatter eller kunstner. Men hvis du virkelig ikke kan lade være, så gør det. Og nyd det. Det er nemlig også ubeskriveligt sjovt, inspirerende og givende – og det opvejer alt andet.

Og så slutter jeg af med mine egne ord: Nemlig at jeg tror på hende og håber, hun vil udgive sin bog, for jeg vil rigtig gerne læse den.


Lukke verden ude og genfinde sig selv

Jeg har for travlt på jobbet i denne tid. Jeg halser afsted for at nå en deadline, overstrækker mine tanker for at holde trit. Mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg sover dårligt, sluger min frokost og afslutter folks sætninger, fordi jeg ikke kan vente. Presset burde aftage om få måneder. Det er min ledestjerne. Men det er ikke det, som redder mig. Det er noget andet, som kommer fra et helt andet sted.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, har overstået dagens gøremål, kommer historien til mig og stryger mig over kinden. Den åbner min computer og hvisker: skriv mig. Sammen glider vi ind i et vægtløst rum, hvor jeg er mig, og historien er historien. Jeg skal ikke præstere noget, ikke overholde deadlines og være serviceorgan. Jeg skal blot være til.

En af mine karakterer i min bog Jordfald siger, at når han skriver, lukker han verden ude. Det er gået op for mig, at det er netop det, jeg selv gør. Når jeg skriver, forstøver hverdagen, og jeg forsvinder i en tilstand af ren væren. Når jeg vender tilbage til overfladen, er hverdagen der stadig, men jeg har haft et øjeblik, hvor jeg mistede mig selv og dermed genfandt mig selv.

Kys og tak til dig, historie.

Mine japanske forelskelser

Jeg gik død på side 20 af den japanske forfatter Haruki Murakamis murstensroman Trækopfuglens krønike. Derpå smed jeg bogen ud og besluttede, at japanske udgydelser ikke var noget for mig. Bum. Sådan var det.

Men der er noget med, at skråsikre holdninger kan komme til at ramme én som en boomerang. At livet har en tendens til at komme efter en.

Flere år senere kom jeg af vanvare til at læse Murakamis roman Norwegian Wood. Hov. Den var god. Fascinerende, fremmed og samtidig meget genkendelig. Jeg fik med andre ord med Murikami-nålen lige i armen. Og så gik jeg i gang at læse resten af hans bøger. Jeg læste ham faktisk så meget, at jeg er blevet lidt træt af ham, så træt man nu kan blive af en forfatter som er i ens personlige top 10. Men Trækopfuglens krønike har jeg stadig ikke læst. Og nu er det et princip.

Det-levende-slottet
Hayao Miyazaki

Ikke lang tid efter faldt jeg pladask for filmskaberen Hayao Miyazaki. En doven juledag zappede jeg ind på tegnefilmen Det levende slot af Miyazaki. Den aften gjorde min verden større. Sjældent har jeg været så underholdt af en tegnefilm. Jeg dykkede derefter ned i hans andre film. Jeg ser stadig alle hans film og tvinger mine børn til det samme. Et bokssæt af hans film er for mig den oplagt gave til en barnedåb. Det er aldrig for tidligt at lære børn eller voksne, hvad der er godt.

Taniguchi
Jiro Taniguchi

Mangaskaberen Jiro Taniguchi er min nyeste betagelse. Og hvilken betagelse. Billeder og historier som går op i en højere enhed. Et dragende univers med anderledes mad og lyde – og samtidig rækker de bedste af historierne ud og rammer mig midt i hjertekulen.

For nogle uger siden var jeg til foredrag med antropolog og oversætter Mette Holm. Hun berigede mig med nøgler til bedre at forstå det japanske samfund, Murakami og Taniguchi. Det fik mine japanske forelskelser til at blusse op igen, som blomstrende kirsebærtræer, selvom jeg, da jeg smed Trækopfuglens krønike ud for mange år siden, ville have forsvoret det.

Hvor er det dejligt, at livet bestandigt forandrer sig. At præferencer ændrer sig, og der er så mange overraskelser ude i verden.

PS. Og så er jeg slet ikke kommet til den lille tyske filmperle Når kirsebærtræerne blomstrer som er en fin og livsbekræftende film om døden. Jeg har set det flere gange, og den rammer mig hver eneste gang.

Update på JK Rowlings

Hmmm … JK Rowlings reddede mig ikke. Faktisk kunne jeg ikke rumme at læse den til ende…

Til gengæld væltede Jørn Riels ’Sangen om livet’ mig over ende. En bog om Grønlands myter og historie. Utroligt hvor meget saft og kraft der er i den bog. Jeg åd bogen råt, spiste fordærvet hvalkød, dansede til trommerne, sad på en isflage sammen med de gamle, som var klar til at gøre en ende på livet, gik til fjelds, så nordlys, fangede sæler med mine bare næver, sultede i de mørkeste måneder og sang mig sanseløs med forfædrene.

Alt i alt følte jeg mig beriget og mæt på en måde, som kun litteratur kan.

Apropos en hyldest til Grønlandsfareren Knud Rasmussen. Tekst af Tom Kristensen, Musik af Minds of 99

 

Den gang JK Rowlings reddede mig

Da jeg var midt i 20’erne læste jeg på et gammelt, traditionsrigt engelsk universitet. Det var meget intenst. Aldrig har jeg før eller siden været så flittig. Efter et par måneder vågnede jeg op en morgen og kunne ikke holde op med at græde. Jeg græd og græd – og kunne ikke forstå hvorfor, så jeg ringede til min bror.
Mig: Jeg kan ikke holde med at græde.
Bror: Er det ulykkelig kærlighed?
Mig: Jeg tror det ikke. Jeg kan bare ikke holde op med græde, og jeg er så ulykkelig.
Bror: Åh, du er bare stresset … Det er helt normalt.

I mit fag siger vi, at to name a disease is to control a disease, så jeg gik i seng med Harry Potter. Eller det vil sige, jeg lagde mig i min seng og i de næste to dage læste jeg de tre første Harry Potter-bøger. Undervejs holdt jeg op med at græde, og til sidst var jeg blevet Harry Potter-fan. Universet var fantastisk, og jeg forstod pludselig, hvordan det engelske skolesystem er skruet sammen, hvorfor vi rendte rundt med sorte kapper og spiste ved high table. De sidste Harry Potter bøger blev efter min smag for lange, og filmene har jeg sovet trygt igennem i flere biografer, men dengang for mange år siden reddede JK Rowlings mig, og det er jeg hende evig taknemlig for.

Nu er tiden kommet til, at jeg skal læse hendes voksenbog: The Casual Vacancy.  Gad vist om hun redder mig igen?

GreenCollegeThe Radcliffe Observatory, min udsigt da jeg læste i England.

Når det giver mening at være forfatter

Der er dage, hvor det giver mindre mening at være forfatter end andre. De dage kan min begejstring ligge på spidsen af en knappenål. Jeg føler mig sårbar som en blotlagt nerve, og jeg kan ikke komme i tanke om, hvorfor jeg har valgt at udgive bøger.

Sådan er det heldigvis ikke så tit.

Grundlæggende set skriver jeg, fordi det morer mig. Jeg er ikke den type, som lider mig igennem skriveprocessen. Jeg skriver for at forstå min verden, men også for at glemme mig selv, om det så bare er for et øjeblik. Når jeg skriver, er jeg ikke længere nogens mor, hustru, datter, ven eller kollega. Jeg er bare mig selv på eventyr med min fantasi.

Men de dage, hvor det særligt giver mening at være forfatter, er de dage, hvor en læser tager sig tid til skrive til mig om, at en af mine bøger har betydet noget. Senest har en læser skrevet en fin mail om Sorgforstøveren. Jeg blev glad på Sorgforstøverens vegne.

Oprindeligt kom ideen bag Sorgforstøveren til mig en stresset nat og ville ikke slippe. Den blev ved med at kradse og rumstere i mit hoved:
-Skriv mig, hviskede den.
-Niks, du er underlig, og jeg har ikke tid.
-Skriv mig
, blev den ved med at ånde mig i nakken.
Så en dag gav jeg slip og skrev den. Jeg lærte samtidigt, at jeg ikke selv vælger mine historier, men at de i høj grad vælger mig.

Og tænk, seks år efter Sorgforstøveren blev udgivet er der stadig nogen, som skriver til mig, at bogen har gjort en forskel.

De dage er jeg slet ikke i tvivl om, hvorfor jeg udgiver bøger.

sorgforstoeveren

Sorgforstøveren og Leo Scherfigs fine forside

Follow my blog with Bloglovin

Når jeg er en sur, gammel mand

Der bor en gammel mand inde i mig. Han er mavesur og har overskæg, ikke fordi han er hipster, men fordi han mener, det er sådan, en mand skal se ud. De gamle mænd på balkonen i Muppet Show er hans åndsfæller. Både de og han brokker sig over verden i en lind strøm. Der er sjældent noget, som er godt nok. Min gamle mand hader alt, hvad der er for rigtigt eller hypet, og er ikke bleg for at give sin mening til kende.

Nu og da stikker den gamle mand hovedet frem. Jeg er ikke stolt. Han er hverken politisk korrekt eller charmerende. Jeg prøver at give ham modstand, men han er en sej herre.

Eksempelvis er jeg ofte blevet anbefalet den svenske roman: Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt.’ Mange troværdige mennesker har skamrost den til skyerne, men den gamle mand har vægret sig mod at læse den og i stedet rystet spottende på hovedet.

I juleferien trodsede jeg ham og begyndte at læse bogen. Den er bestemt opfindsom og har en høj energi, men da jeg havde tvunget mig selv halvt gennem bogen, forstod jeg stadig ikke, hvorfor jeg skulle læse den. Så sprang jeg til slutningen, jeg vil ikke gå glip af noget, men jeg kunne stadig ikke mærke den og gav op.

’Du fletter næbbet,’ sagde jeg truende til den gamle mand, hvilket han på sin egen måde gjorde. Men hans gnæggen rungede i mit hoved og sagde mere end ord.

Så det var med bange anelser, jeg begyndte at læse den roste japanske tegneserie: ’Min fjerne barndomsby’ af Jiro Taniguchi. Heldigvis blev min bekymring gjort til skamme. Jeg slugte den grådigt og vil have mere (godt, forfatteren har skrevet mange mangaer). At slutningen så minder om den amerikanske 80’er-film ’Peggy Sue got married,’ siger mere om min tvivlsomme referenceramme end om bogen.

’Tag den!’ triumferede jeg til den gamle.
’Umfff…’ mumlede han og verfede mig væk, travlt optaget af at læse tegneserien igen.

Den sure gamle mands åndsfæller