Jeg løber en del i mit liv. Ofte haster jeg afsted for at nå det hele, og alligevel er jeg altid et par skridt bagud. Jeg har travlt med det hele: børnene, familien, jobbet og alt det andet jeg også tror, jeg kan nå, men som ikke er muligt. Tit bliver det sent, før jeg sætter mig ned og bare er til i et kort øjeblik, før jeg igen skal videre. Det kan nok ikke være anderledes med fuldtidsjob, småbørn, skriveriet og insisteren på at bage mit eget brød.

For det meste balancerer det regnestykke, jeg kalder mit liv. Og i de magiske øjeblikke går det hele tilmed op i en højere enhed. Jeg forsøger altid at lagre disse øjeblikke og komme dem på glas. Men de er flygtigere end æter.

Andre gange er jeg ved at kløjs i det hele. Så kan jeg ikke få luft, mit hår bliver højt, jeg råber og er ikke særlig rar. Bagefter undskylder jeg og forsøger at forbedre mig, indtil det næste gang bliver for meget, og jeg får svært ved at trække vejret. Flypersonalet og min frisør siger, at det er vigtigst at komme en iltmaske på sig selv, før du kommer den på andre. Og når det hele kører op, minder min mand mig om, at det er ved at være tid til en iltmaske. Så tager jeg på museum med min datter.

Jeg tager tidligt fri, afleverer hende i værkstedet og sætter mig cafeen og bestiller en kop te. Så har jeg knap to timer, som er mine. Mine helt alene. Jeg bestemmer, hvad jeg skal og vil. Ofte bliver det at skrive. Jeg kommer ikke ned i tempo med det samme, men langsomt og roligt lander jeg hos mig selv, lige ind til min datter kommer løbende med noget selvproduceret, som skal granskes og beundres.

Det gør jeg hellere end gerne, for jeg har haft tid til at trække vejret i en iltmaske, så jeg igen kan fungere i verden. Nu som et venligere menneske med velfriseret hår og rolig vejrtrækning.