Category Archives: Inspiration

Overvejelser om at udkomme

Bøger, Inspiration, Kunst, Livet, Skrivning, ,

‘Er du bange for at udkomme?’ spørger en spinkel kvinde mig, mens hun ser opmærksomt på mig. Vi sidder på en legeplads med septembers blå-blå himmel hvælvende over os. Jeg kan mærke en indre sitren strømme fra hende. Hun er ved at være færdig med sin egen bog og er i syv sind over, hvorvidt hun vil få den udgivet. Om hun magter det, der følger med.

Jeg kan godt forstå hende. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene om hele cirkusset, herunder opmærksomheden og anmeldelserne. Jeg læste en gang i et interview med den amerikanske forfatter Paul Auster, at han aldrig læser anmeldelser. Hverken de gode eller de dårlige. De forstyrrer ham. Fra den dag holdt jeg også op med at læse anmeldelser.

Inden min debutbog udkom tænkte jeg ikke over, hvad der sker, når en bog rammer verden. Jeg kastede mig bare ud i det. Hvis jeg havde tænkt for meget, var det ikke sikkert, jeg havde gjort det. Fordi sandheden er, at de to gange jeg har udgivet en bog, har jeg efterfølgende følt mig mørbanket. Både af det gode, som af det mindre gode. Oplæsninger, interviews, opmærksomhed, mangel på opmærksomhed, det hele. Det er lidt lige som at blive kastet ind i en boksekamp med flere omgange. Uagtet om jeg har vundet, tabt eller det blev uafgjort, har jeg efterfølgende skullet finde mig selv igen. For mig er det klart processen med at skrive bogen, som er den bedste del.

I samme interview med Paul Auster beskrev han også noget i stil med, at når håbefulde forfattere spørger ham om, han kan anbefale at blive forfatter, svarer han gerne: ‘Hold dig fra det’. Når de går ham på klingen, gentager han: ‘Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra det’. Hvis de særlig vedholdende stadig ikke er skræmt væk, svarer han: ‘Ok, hvis du vitterligt ikke kan lade være, så gør det og nyd det’.

Det er Paul Austers ord, som jeg genfortæller til min veninde, for jeg kan ikke sige det bedre selv. Det er i perioder utaknemligt og ensomt at være forfatter eller kunstner. Men hvis du virkelig ikke kan lade være, så gør det. Og nyd det. Det er nemlig også ubeskriveligt sjovt, inspirerende og givende – og det opvejer alt andet.

Og så slutter jeg af med mine egne ord: Nemlig at jeg tror på hende og håber, hun vil udgive sin bog, for jeg vil rigtig gerne læse den.

Strangers no more

Inspiration, Livet, Skrivning

Nu og da ser jeg ryggen af Johnny. Han er først i 60’erne og går ofte sammen med sin lille Chihuahua-hund. Hunden og han har samme spinkle og fine statur. De adskiller sig fra hinanden ved, at hunden er skægløs, hvorimod Johnny har et moustache, formet som et cykelstyr. Jeg ved, han hedder Johnny, fordi vi en steghed sommerdag faldt i snak. Eller det vil sige, min søn viste ham sin cykel, og den fik de en lang snak om. Derefter inviterede Johnny os ind for at se sine høns og fremviste også stolt det orangeri, han var ved at bygge.

I øjeblikket lytter jeg til Strangers. Det er amerikanske podcasts med historier fra det virkelige liv om kærligheden, døden og det i mellem. Almindelige mennesker som deler deres særlige historier. Kongstanken er, at når vi deler vores historier, er vi ikke længere fremmede for hinanden. Strangers no more. Historierne er stramt og vanedannende skruet sammen. Klart anbefalelsesværdige.

Thirdear er et andet godt podcast-bekendtskab. Det er danskproducerede dokumentariske fortællinger. To podcasts har navnligt fæstnet sig i min hukommelse:

–          Kvinden på isen om, en ung dansk sygeplejerske, der i 1933 gik ud på Grønlandsisen og aldrig blev fundet igen, men stadig den dag i dag lever som navn i bygden.

–          Min farfars to liv om en mand der levede to parallelle liv, og hvad det kom til at betyde for hans familier, da de efter hans død opdagede hemmeligheden.

Strangers og Thirdear har fået mig til at genlæse True Tales of American Life editeret af Paul Auster. I 199x havde Paul Auster et radioprogram, hvor han bad lytterne skrive deres bedste historier ind. Det blev en overvældende succes. Lytterne sendte meget forskellige historier: korte, lange, fjollede, muntre, dystre, overraskende, uafrystelige m.m. Alle handler om det samme: Nemlig om at være menneske.

Den franske filosof Sartre sagde, at helvede er andre mennesker. Nogle gange er det sandt. Men andre mennesker giver først og fremmest mit liv farve. Og de bedste af andre menneskers historier får mig til at blive glad i hjertet.

Mit og Johnnys møde i hønsegården tog ikke meget mere end 20 minutters tid. Men når jeg en gang i mellem ser Johnny komme gående med sin hund, smiler jeg glad og ved, at vi er strangers no more.

At blive mindet om, hvem jeg også er

Inspiration, Livet, qwerty&co, Skrivning

Jeg er medlem af forfatter-eksperimentet Qwerty&Co. På deres side har jeg skrevet et indlæg om at blive mindet hvem, jeg også er som forfatter:

En af grundene til jeg er med Qwerty&co er, at jeg gerne vil finde fred i min forfatterolle. Sagen er, at jeg synes, det er vanskeligt i mit hoved at forene mit somewhat krævende 37-timers job, børn og forfatterskab. Jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg bruger tid på at skrive. Jeg taler gerne, særligt om de emner som betyder noget. En af mine veninder og jeg får ofte lidt ondt i halsen af at tale, når vi er sammen. Men om mine bøger taler jeg kun nødtvungent. Så det var dét, jeg ville tale med Bjørn Ignatius om.

Ved døren til Bjørns lokale aflagde jeg mine forsvarsparader og min skræddersyede teflon-heldragt. Det raslede godt, da de ramte gulvet. Lettere afklædt begav jeg mig ind i rummet.

Når vi i Qwerty&co holder vores coach-seancer, sidder vi i Bjørns store fælleslokale med julepynt i loftet, oliemalerier på væggene og reoler med bøger i alle afskygninger. Kunstbøger, digte, paperbacks og tegneserier. Blandt andet er der en hylde, hvor der står ’Verdenslitteratur’ – den er fyldt med Lucky Luke-tegneserier. Midt i rummet står et kæmpestort bord stykket sammen af mange små borde. Bjørn og den der skal coaches sidder i den ene ende af bordet med ansigterne mod hinanden. Lidt længere væk i en laset sofagruppe sidder resten af Qwerty&co og overværer samtalen. Det er et trygt rum. Vi er hinandens vidner.

Jeg satte mig på en skramlet stol foran Bjørn og lukkede ham ind. Nysgerrigt og nænsomt spurgte han ind, og vores samtale førte mig ned af stier til min tidlige ungdom. Sammen besøgte vi en yderst formativ del af mit liv. Bjørn pressede ikke noget ned over hovedet på mig, han registrerede blot, hvad jeg sagde, gentog det med andre ord og bad mig tænke over det. Jeg blev mindet om, hvad jeg også er lavet af, og hvorfor jeg også er, som jeg er.

Efter timens udløb satte Jeannette, Jakob, Mette og jeg os som sædvanligt på Nordvests bibliotek og talte aftenen igennem. På den gode måde. Alligevel strejfede tanken mig, inden jeg skulle sove, om jeg ville vågne op med ’blottelsestømmermænd’? Men om natten sov jeg igennem som et barn.

Næste morgen da jeg slog øjnene op, sad den glemte side fra min tidlige ungdom på min sengekant. Hun strøg mig over håret og hviskede for ikke at vække de andre: ’Jeg er, hvad du er formet af. Hvis du vil have balance, bliver du nødt til at stå ved mig og tro på mig, også selv om du synes, jeg er lidt sær.’

Senere på dagen fortalte jeg en kollega om mit besøg hos Bjørn. Hun klappede mig på armen og konstaterede: ’Sådan er du jo.’ Og det har hun formodentligt ret i, så i en kommende tid øver jeg mig på også selv at tro på det.

Lukke verden ude og genfinde sig selv

Bøger, Hamsterhjul, Inspiration, Livet,

Jeg har for travlt på jobbet i denne tid. Jeg halser afsted for at nå en deadline, overstrækker mine tanker for at holde trit. Mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg sover dårligt, sluger min frokost og afslutter folks sætninger, fordi jeg ikke kan vente. Presset burde aftage om få måneder. Det er min ledestjerne. Men det er ikke det, som redder mig. Det er noget andet, som kommer fra et helt andet sted.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, har overstået dagens gøremål, kommer historien til mig og stryger mig over kinden. Den åbner min computer og hvisker: skriv mig. Sammen glider vi ind i et vægtløst rum, hvor jeg er mig, og historien er historien. Jeg skal ikke præstere noget, ikke overholde deadlines og være serviceorgan. Jeg skal blot være til.

En af mine karakterer i min bog Jordfald siger, at når han skriver, lukker han verden ude. Det er gået op for mig, at det er netop det, jeg selv gør. Når jeg skriver, forstøver hverdagen, og jeg forsvinder i en tilstand af ren væren. Når jeg vender tilbage til overfladen, er hverdagen der stadig, men jeg har haft et øjeblik, hvor jeg mistede mig selv og dermed genfandt mig selv.

Kys og tak til dig, historie.

Udsigten fra den anden side af 40

Inspiration, Kærlighed, Livet,

’Jeg er forelsket,’ siger den gamle mand og ler lidt genert. Han jager en hånd igennem sit sparsomme hår og retter på den stærke brille. Han fortsætter: ’Jeg mødte hende for nogle år siden til et arrangement. Den gang tænkte jeg, at det ville blive for bøvlet. Så mødte jeg hende igen for nogle måneder siden, og denne gang måtte jeg gøre noget. Ser du som 71-årig, bliver jeg ikke yngre, jeg må udnytte muligheden. Kan du følge mig?’

Jeg nikker. Hans historie sætter et spejl op for mine fordomme om alder. Denne sommer ramte jeg et af livets skarpe hjørner. Det fyrretyvende år. Eller som vi sagde i min ungdom: ’40, fed og færdig’. I dag siger de kloge, at 40’erne er de nye 30’ere. Og de har sikkert ret. Men det ændrer ikke ved, at når du fylder 40 år er halvdelen af dit liv sandsynligvis gået.

Mange af livets store valg er truffet. Det er svært at skifte karrierespor, mange har valgt en partner, for kvinder er det sidste udkald for at få børn og familiens ældste begynder at gå bort. Jeg kender ingen som ikke på en eller anden måde er blevet grebet af panik ved tanken og er blevet nødt til at genoverveje deres liv.

En ven købte en motorcykel, som han aldrig bruger. Andre har skiftet konen eller manden ud, eller gennemført en triatlon, eller fået et barn eller en efternøler. Og en veninde kan tale i timer om den store, vidunderlige 40 års-fest, hun skal holde. Hun er i skrivende stund 43. Personligt skrev jeg en bog: Jordfald.

Nu er jeg på den anden side af 40. Det er befriende at have været rundt om blokken og bloggen mere end en gang. Du ved, at ulykke varer ikke evigt, lige såvel som lykken, så det handler om at nyde lykken, når hun kigger forbi og komme gennem de perioder, hvor hun holder sig væk.

Udsigten på den anden side af 40 år er desuden pæn, især når jeg ser den 71 årige mand gå sammen med sin jævnaldrende kæreste. De holder hele tiden hinandens hænder. De kan slet ikke lade være.

De griber mulighederne, uagtet tallet på dåbsattesten.

Drømme om træer og historier

Inspiration, Livet, Skrivning, ,

Jeg drømmer om træer. Jeg kigger efter træer og læser bøger om dem. Jeg holder mig ikke tilbage fra at falde i snak med fremmede mennesker om træerne i deres haver, og hvordan de passer på dem. En medarbejder fra forlaget plejer at sige til mig, at man bør gøre tre ting i sit liv:

  • Sætte et barn i verden
  • Skrive en bog
  • Plante et træ

Jeg har fået de børn, jeg skal have, men jeg er hverken færdig med at skrive bøger eller plante træer.

Da jeg flyttede ind i vores hus med tilhørende have, stod der i midten af haven et stort, smukt japansk kirsebærtræ. Ifølge min genbo var træet kendt i kvarteret for sin overdådige forårsblomstring. Efter sigende skulle græsplænen, når træet afblomstrede, blive dækket af et tykt lag af duftende blomsterblade, så det lignede, at det havde sneet på en solskinsdag i maj.

Men allerede året efter vi var flyttet ind, begyndte træet at sygne hen. I løbet af kort tid blev det et afpillet og bedrøvet træ. Måske sygnede det hen i længsel efter de tidligere ejere, eller også havde det fået skurv. Lige meget hvilken fortælling vi lagde ned over træet, blev vi nødt til at fælde det. Det var trist, da vi sidste år skar træet ned, men min far blev glad for brændet, og haven er blevet et nyt og åbent sted, som kalder på, at jeg sætter mine egne træer.

Det er med træer, som med historier. Træer skal plantes i rette jordtype, de skal sættes på det rigtige tidspunkt af året, og de skal plejes og næres. På samme måde skal historier passe til mit fundament. Det nytter ikke at skrive om noget, som ikke kan gro i min jord, og historier skal gribes og skrives, når tiden er inde. Og så skal historier skrives – ellers sygner de hen.

Men så hører træ og historie-sammenligningen op. For træet vælger jeg egenrådigt til min have, men jeg vælger sjældent mine historier. De kommer, når de har lyst og er ikke nødvendigvis den type historier, som havde været mit førstevalg. Jeg kan godt få en ide til en historie, som på papiret synes topgod, jeg vander og plejer den. Men alligevel fænger den ikke rigtig an. Til gengæld skyder andre historier tit op som vildskud, jeg forsøger at ignorere. Men de vokser sig vilde og stærke, hvad enten jeg vil det eller ej, og min opgave er mere at skrive dem, end at forsøge at styre slagets gang.

Det, jeg holder særligt af ved både træer og historier, er deres proces: Processen med at jeg udvælger mit træ, gøder det, ser det vokse til og skabe sin egen plads i min have. Processen med hvordan historien vælger mig, kræver sin plads, kræver min tid, folder sig ud og beriger mig.

Derfor drømmer jeg om træer og historier.

Prisen for at udleve sine drømme

Inspiration, Kunst, Livet

Jeg er die-hard Miyazaki-fan. Selvfølgelig måtte jeg nå i biografen for at se, hvad Miyazaki selv omtaler som sin sidste film: ”Når vinden rejser sig”. Den handler om havarede fly, endeløs blå himmel og om prisen for at udleve sine drømme.

Filmen følger Jiro fra hans barnedrømme om flyvemaskiner til, han bliver flyingeniør og bygger sine egne fly. Fly også kamikazepiloterne brugte. Jiro bygger således fly som på en gang er smukke, løfterige og dødbringende.

“Når vinden rejser sig” var flot. Jeg kan dog ikke svinge mig op til helt samme begejstring som mange anmeldere. Sine steder er den lidt lang, og jeg savner Miyazakis magiske elementer. Men der er også passager i filmen, hvor Miyazaki går rent ind i min hjertekule.

Stærkest står scenerne af Jiro, som trasker rundt i rygende vragrester fra et havareret fly, han har bygget og sendt af sted, men som ikke holdt til virkeligheden og derfor brændte op. Og modvægten er scenerne af Jiro, som står på en vidunderlig grøn mark og ser sine smukke fly stige op mod himlen.

Disse scener er for mig kraftfulde billeder på at udleve sine drømme, forfatter eller menneske generelt: Du bliver nødt til at tro på dine drømme og forsøge at realisere dem på bedst mulig måde. Nogle gange styrter de til jorden og bliver til vragdele, andre gange svæver de højt op mod en endeløs, blå himmel, og det hele går op i en højere enhed. Men lige meget hvilket udfald er øjeblikket flygtigt, og livet haster videre.

Den grønne købsknap

Inspiration, Skrivning,

’Det handler om salg. Når du først har folk på dit website, så skal du sørge for, at de har mulighed for at købe dine bøger. Og forskning viser, at folk trykker 3 gange så meget på en grøn ’køb nu’-knap, så det er bare om at placere en grøn knap’, sagde den kvindelige underviser på klingende lollandsk. Hun smilede og så alle sigende ind i øjnene.

Jeg sad til et seminar, hvor formålet var at lære at lave et godt forfatterwebsite. Synlighed er vigtig for forfattere, men kan også være en vanskelig disciplin – i hvert fald for mig som egentlig bare gerne vil skrive mine bøger i fred.

’Og så gælder det om at få followers på Fjæsen. Jeg plejer at sige, at hvis der ikke mindst er 300 followers på Facebook, så er siden nok ikke interessant.’ Underviseren rettede sine briller. Hun havde lige vist sin succesrige webshop, hvor hun forhandlede sig selv som kunstner på flere felter, så hun havde vores fulde opmærksomhed.

Underviseren fortsatte: ’For at få optimal effekt skal I skrive til jeres followers minimum hver anden dag. Sørg for at få 20-30 nye om ugen. Husk også at tænke Twitter og Instagram ind.’

Jeg rykkede nervøst i stolen. På en god dag har jeg lidt over 100 followers, og hvis jeg rigtig strammer mig an, får jeg skrevet på Facebook ca. en gang om ugen. Og jeg er hverken på Twitter eller Instagram.

’Ja’, brød en intens mørhåret dame ind. ’Min tommelfingerregel siger, at hvis du virkelig vil have synlighed som forfatter, så skal du som minimum være i et landsdækkende medie en gang om ugen.’

Underviseren nikkede, jeg kapitulerede uden kamp og rejste det mentale hvide flag. Det var uden for min liga.

’Så er der jeres billeder af jer selv. De er så vigtige. Personligt bliver jeg stylet af en dygtig stylist én gang om året og får efterfølgende taget billeder af professionel fotograf. Det koster omkring 5.000 kr. Men det er det værd.’ Hun grinede lidt: ’Ja, faktisk kan nogle ikke en gang genkende mig på mine stylede billeder, men skidt med det. Folk forventer, at jeg som kunstner har lækre billeder af mig selv.’ Underviseren kiggede igen sigende rundt på os alle.

’Godt, skal vi kigge på jeres websites. Louise, må vi se dit website?’

Underviseren kastede mit website op på lærredet og konstaterede: ’Hmmm, der mangler nogle grønne købsknapper.’

Hun havde ret. Jeg noterede.

Den intense mørkhårede dame kiggede over på mig: ’Ja, nu hvor proppen er af flasken, så skal du få et nyt bannerbilleder. Du ser så almindelig ud på billedet. Jeg ville ikke læse en bog af dig.’

’Jamen,’ pippede jeg, ’på det andet billede jeg har, synes jeg, at jeg ser lidt farlig ud – om end det er professionelt fotograferet.’

Jeg viste dem det andet billede, taget i forbindelse med min seneste bogudgivelse, som lå mere skjult på mit site.

’Pjat, du ser brandgodt ud. Hvad siger I andre?’

Samtlige kvinder omkring bordet nikkede i takt.

Kvinderne havde talt, så jeg skiftede forsidebanner næste dag – som den opmærksomme læser, muligvis har bemærket.

I denne tid siger de kloge, at synlighed er eksistens. Og da jeg har mit civile erhverv inden for nogenlunde samme felt, ved jeg godt, at der er noget om snakken. Jeg sidder ofte som den lollandske underviser og rådgiver folk, om end i et andet fag, til det samme. Faktisk holder jeg mig heller ikke tilbage for at give samme råd til mine forfatterkollegaer.

Men nu hvor jeg er på den anden side af bordet, nu hvor det er mig, der er objektet, mig der skal brandes, så er tingene sjovt nok slet ikke så ligetil. Og jeg bliver oprigtig talt så træt som de gamles by af kravet om evig synlighed og promovering. Kan det virkelig være rigtigt, at graden af synlighed påvirker kunstens kvalitet? Kan jeg kun få succes som forfatter, hvis jeg har flair for at synliggøre mig selv på de sociale platforme? Er eksponering blevet vigtigere end indhold?

Selvfølgelig kan det ikke sættes så hårdt op, men der er et stigende krav om synlighed, som jeg personligt ikke kan honorere. Hvis jeg skulle følge alle regler om optimal synlighed, ville jeg bl.a. kede mine followers med intetsigende opdateringer, og hvad værre er, jeg ville aldrig få ro til at få skrevet det, som er kernen i mit virke. Nemlig historierne. Og de er grunden til, at jeg er forfatter. Hvis jeg ikke fik en dyb, grund­læggende tilfredshed ved at skrive og finde på historier, ville jeg stensikkert lave noget andet. Noget som ikke var nær så sårbart.

Trætheden strammer hen over min pande. Mit forfatter-jeg får akut trang til at lave en Maud og gå ind og lægge mig. Men så er det, at mit rådgiver-jeg beroligende siger: ’Lav en kop te, skriv og luk verden ude, så placerer jeg en grøn knap på dit website.’

kob_knap

Iltmaske

Hamsterhjul, Inspiration, Livet, Skrivning,

Jeg løber en del i mit liv. Ofte haster jeg afsted for at nå det hele, og alligevel er jeg altid et par skridt bagud. Jeg har travlt med det hele: børnene, familien, jobbet og alt det andet jeg også tror, jeg kan nå, men som ikke er muligt. Tit bliver det sent, før jeg sætter mig ned og bare er til i et kort øjeblik, før jeg igen skal videre. Det kan nok ikke være anderledes med fuldtidsjob, småbørn, skriveriet og insisteren på at bage mit eget brød.

For det meste balancerer det regnestykke, jeg kalder mit liv. Og i de magiske øjeblikke går det hele tilmed op i en højere enhed. Jeg forsøger altid at lagre disse øjeblikke og komme dem på glas. Men de er flygtigere end æter.

Andre gange er jeg ved at kløjs i det hele. Så kan jeg ikke få luft, mit hår bliver højt, jeg råber og er ikke særlig rar. Bagefter undskylder jeg og forsøger at forbedre mig, indtil det næste gang bliver for meget, og jeg får svært ved at trække vejret. Flypersonalet og min frisør siger, at det er vigtigst at komme en iltmaske på sig selv, før du kommer den på andre. Og når det hele kører op, minder min mand mig om, at det er ved at være tid til en iltmaske. Så tager jeg på museum med min datter.

Jeg tager tidligt fri, afleverer hende i værkstedet og sætter mig cafeen og bestiller en kop te. Så har jeg knap to timer, som er mine. Mine helt alene. Jeg bestemmer, hvad jeg skal og vil. Ofte bliver det at skrive. Jeg kommer ikke ned i tempo med det samme, men langsomt og roligt lander jeg hos mig selv, lige ind til min datter kommer løbende med noget selvproduceret, som skal granskes og beundres.

Det gør jeg hellere end gerne, for jeg har haft tid til at trække vejret i en iltmaske, så jeg igen kan fungere i verden. Nu som et venligere menneske med velfriseret hår og rolig vejrtrækning.

Iltmaske