’Jeg skal til begravelse. Kurt er død.’ siger han med et smil.

’Hvem er det lige Kurt er?’, spørger jeg. Det kan godt være svært at holde styr på en 70-årigs mands relativ store bekendtskabskreds.

’En nede fra Billardklubben i Ældrecentret.’

Nu er jeg med.

Han fortsætter: ’Jeg kendte ham faktisk ikke. Men Kurts enke kom ned i klubben den anden dag, og sagde han var død. De er så søde i klubben og gode til at håndtere sådan noget. Så giver de en lille skarp og lader den efterladte tale og få luft for sin sorg. Det er befriende at få luft. Nå, men hun var kommet derned, fordi hun skulle hente Kurts billardkø. Den skal med i kisten og også en øl. Begge ting holdt Kurt så meget af. Så spurgte hun om, vi ikke ville med til begravelsen. Og jo, det kan nok blive hyggeligt.’

Han folder armene over brystet og siger mere alvorligt:

’Men det er altså utroligt med udskiftningen nede i klubben. Folk dør hele tiden. Nå, men det gør de jo i min alder.’

Han tager afsked og går ud i den mørke, sneklædte aften. Elegant svinger han sig op på sin cykel og vinker farvel. Jeg står i hoveddøren og betragter ham, mens han forsvinder rundt om hjørnet.

Af en mand i den alder, hvor dødeligheden er høj, er han nu et livstykke.