Det er 10 år siden, du døde. Brystkræften tog dig. Ikke at cancer nødvendigvis kunne ryste en så egenrådig og stædig dame som dig. Du havde gennem livet været udsat for værre ting end det. Og overlevet dem.

Du åd dig igennem livet, selvom du altid samtidig var på en eller anden kur.

Du indprentede mig, at dem der er nærige med deres penge, er nærige med deres kærlighed. Du selv gav, hvad du havde til os i din inderste cirkel.

Selvstændighed var for dig afgørende. Du lærte mig vigtigheden af at tjene mine egne penge og være uafhængig af andre. Selvom jeg i bakspejlet ville have ønsket for dig, at du selv havde turdet givet en smule køb på din uafhængighed. Du fortjente mere lykke, end du tillod dig selv at få.

I 8. klasse skrev jeg en stil, hvor jeg fremhævede din latter. Den bølger stadig i mig.

For 10 år siden gav du pludselig op. Et par måneder senere var du død.

Men det er også 10 år siden, at jeg, samme nat som du døde, mødte Gustaf. Nogle kalder det tilfældet. De har sandsynligvis ret. Jeg vælger dog selv at tænke på det som om, at du sendte mig ham for, at han skulle passe på mig, nu hvor du ikke ville være her længere.

Egenrådig, stædig, kærlig  – og altid i mit hjerte.