Når det giver mening at være forfatter

Der er dage, hvor det giver mindre mening at være forfatter end andre. De dage kan min begejstring ligge på spidsen af en knappenål. Jeg føler mig sårbar som en blotlagt nerve, og jeg kan ikke komme i tanke om, hvorfor jeg har valgt at udgive bøger.

Sådan er det heldigvis ikke så tit.

Grundlæggende set skriver jeg, fordi det morer mig. Jeg er ikke den type, som lider mig igennem skriveprocessen. Jeg skriver for at forstå min verden, men også for at glemme mig selv, om det så bare er for et øjeblik. Når jeg skriver, er jeg ikke længere nogens mor, hustru, datter, ven eller kollega. Jeg er bare mig selv på eventyr med min fantasi.

Men de dage, hvor det særligt giver mening at være forfatter, er de dage, hvor en læser tager sig tid til skrive til mig om, at en af mine bøger har betydet noget. Senest har en læser skrevet en fin mail om Sorgforstøveren. Jeg blev glad på Sorgforstøverens vegne.

Oprindeligt kom ideen bag Sorgforstøveren til mig en stresset nat og ville ikke slippe. Den blev ved med at kradse og rumstere i mit hoved:
-Skriv mig, hviskede den.
-Niks, du er underlig, og jeg har ikke tid.
-Skriv mig
, blev den ved med at ånde mig i nakken.
Så en dag gav jeg slip og skrev den. Jeg lærte samtidigt, at jeg ikke selv vælger mine historier, men at de i høj grad vælger mig.

Og tænk, seks år efter Sorgforstøveren blev udgivet er der stadig nogen, som skriver til mig, at bogen har gjort en forskel.

De dage er jeg slet ikke i tvivl om, hvorfor jeg udgiver bøger.

sorgforstoeveren

Sorgforstøveren og Leo Scherfigs fine forside

Follow my blog with Bloglovin