Det var en af de dage, hun ringede. En af de dage, hvor jeg råbte og var sur. Skældte og smældte over noget, jeg ikke længere husker. Sikkert noget med børn, som ikke rydder op, eller hører efter, eller opvask eller tøjvask eller bare generel kvælning i livets hamsterhjul.

Netop på sådan en dag kom opkaldet. Hun skal opereres. Brystet skal væk. Forstadierne har spredt sig med lynets hast. For en måned sidste vidste hun intet. Enlig mor til to børn og selvstændig.

Jeg blev med ét mindet om, at irritationer blot er krusninger på livets overflade. At livet er faser, og du ved aldrig, hvordan noget slutter eller noget nyt begynder. At livet handler om at give hinanden mod og styrke til at håndtere det, der sker.

Pandora fra den græske mytologi kom af nysgerrighed eller kedsomhed til at åbne en æske, hvormed hun slap alverdens plager ud. Men hun nåede også at lukke håbet ud. Håbet der lyser op blandt plagerne.

Og netop det håb sender jeg til hende.