Mine japanske forelskelser

Jeg gik død på side 20 af den japanske forfatter Haruki Murakamis murstensroman Trækopfuglens krønike. Derpå smed jeg bogen ud og besluttede, at japanske udgydelser ikke var noget for mig. Bum. Sådan var det.

Men der er noget med, at skrĂĄsikre holdninger kan komme til at ramme Ă©n som en boomerang. At livet har en tendens til at komme efter en.

Flere år senere kom jeg af vanvare til at læse Murakamis roman Norwegian Wood. Hov. Den var god. Fascinerende, fremmed og samtidig meget genkendelig. Jeg fik med andre ord med Murikami-nålen lige i armen. Og så gik jeg i gang at læse resten af hans bøger. Jeg læste ham faktisk så meget, at jeg er blevet lidt træt af ham, så træt man nu kan blive af en forfatter som er i ens personlige top 10. Men Trækopfuglens krønike har jeg stadig ikke læst. Og nu er det et princip.

Det-levende-slottet
Hayao Miyazaki

Ikke lang tid efter faldt jeg pladask for filmskaberen Hayao Miyazaki. En doven juledag zappede jeg ind på tegnefilmen Det levende slot af Miyazaki. Den aften gjorde min verden større. Sjældent har jeg været så underholdt af en tegnefilm. Jeg dykkede derefter ned i hans andre film. Jeg ser stadig alle hans film og tvinger mine børn til det samme. Et bokssæt af hans film er for mig den oplagt gave til en barnedåb. Det er aldrig for tidligt at lære børn eller voksne, hvad der er godt.

Taniguchi
Jiro Taniguchi

Mangaskaberen Jiro Taniguchi er min nyeste betagelse. Og hvilken betagelse. Billeder og historier som går op i en højere enhed. Et dragende univers med anderledes mad og lyde – og samtidig rækker de bedste af historierne ud og rammer mig midt i hjertekulen.

For nogle uger siden var jeg til foredrag med antropolog og oversætter Mette Holm. Hun berigede mig med nøgler til bedre at forstå det japanske samfund, Murakami og Taniguchi. Det fik mine japanske forelskelser til at blusse op igen, som blomstrende kirsebærtræer, selvom jeg, da jeg smed Trækopfuglens krønike ud for mange år siden, ville have forsvoret det.

Hvor er det dejligt, at livet bestandigt forandrer sig. At præferencer ændrer sig, og der er så mange overraskelser ude i verden.

PS. Og så er jeg slet ikke kommet til den lille tyske filmperle Når kirsebærtræerne blomstrer som er en fin og livsbekræftende film om døden. Jeg har set det flere gange, og den rammer mig hver eneste gang.

4 thoughts on “Mine japanske forelskelser

  1. Er sĂĄ ganske med pĂĄ den japanske forelskelse – Den lille heks, Min nabo Totoro og Trækopfuglens Krønike som mine yndlings. Lov mig du giver den sidste en chance mere en dag. MĂĄske hjælper det at give sig selv lov til at springe over to ting: en ganske lang scene nede i en brønd og krigsfortællingerne senere i bogen.

    Nina

  2. Ja, den scene i Min nabo Totoro hvor de hiver træer op er magisk! Og tak for tippet med Trækopfuglen. Det er slet ikke udelukket, jeg giver den en chance igen, nĂĄr jeg nu ved, hvad jeg med fordel kan springe over…

Comments are closed.