’Jeg er forelsket,’ siger den gamle mand og ler lidt genert. Han jager en hånd igennem sit sparsomme hår og retter på den stærke brille. Han fortsætter: ’Jeg mødte hende for nogle år siden til et arrangement. Den gang tænkte jeg, at det ville blive for bøvlet. Så mødte jeg hende igen for nogle måneder siden, og denne gang måtte jeg gøre noget. Ser du som 71-årig, bliver jeg ikke yngre, jeg må udnytte muligheden. Kan du følge mig?’

Jeg nikker. Hans historie sætter et spejl op for mine fordomme om alder. Denne sommer ramte jeg et af livets skarpe hjørner. Det fyrretyvende år. Eller som vi sagde i min ungdom: ’40, fed og færdig’. I dag siger de kloge, at 40’erne er de nye 30’ere. Og de har sikkert ret. Men det ændrer ikke ved, at når du fylder 40 år er halvdelen af dit liv sandsynligvis gået.

Mange af livets store valg er truffet. Det er svært at skifte karrierespor, mange har valgt en partner, for kvinder er det sidste udkald for at få børn og familiens ældste begynder at gå bort. Jeg kender ingen som ikke på en eller anden måde er blevet grebet af panik ved tanken og er blevet nødt til at genoverveje deres liv.

En ven købte en motorcykel, som han aldrig bruger. Andre har skiftet konen eller manden ud, eller gennemført en triatlon, eller fået et barn eller en efternøler. Og en veninde kan tale i timer om den store, vidunderlige 40 års-fest, hun skal holde. Hun er i skrivende stund 43. Personligt skrev jeg en bog: Jordfald.

Nu er jeg på den anden side af 40. Det er befriende at have været rundt om blokken og bloggen mere end en gang. Du ved, at ulykke varer ikke evigt, lige såvel som lykken, så det handler om at nyde lykken, når hun kigger forbi og komme gennem de perioder, hvor hun holder sig væk.

Udsigten på den anden side af 40 år er desuden pæn, især når jeg ser den 71 årige mand gå sammen med sin jævnaldrende kæreste. De holder hele tiden hinandens hænder. De kan slet ikke lade være.

De griber mulighederne, uagtet tallet på dåbsattesten.