Lukke verden ude og genfinde sig selv

Jeg har for travlt på jobbet i denne tid. Jeg halser afsted for at nå en deadline, overstrækker mine tanker for at holde trit. Mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg sover dårligt, sluger min frokost og afslutter folks sætninger, fordi jeg ikke kan vente. Presset burde aftage om få måneder. Det er min ledestjerne. Men det er ikke det, som redder mig. Det er noget andet, som kommer fra et helt andet sted.

N√•r jeg kommer hjem fra arbejde, har overst√•et dagens g√łrem√•l, kommer historien til mig og stryger mig over kinden. Den √•bner min computer og hvisker: skriv mig. Sammen glider vi ind i et v√¶gtl√łst rum, hvor jeg er mig, og historien er historien. Jeg skal ikke pr√¶stere noget, ikke overholde deadlines og v√¶re serviceorgan. Jeg skal blot v√¶re til.

En af mine karakterer i min bog Jordfald siger, at n√•r han skriver, lukker han verden ude. Det er g√•et op for mig, at det er netop det, jeg selv g√łr. N√•r jeg skriver, forst√łver hverdagen, og jeg forsvinder i en tilstand af ren v√¶ren. N√•r jeg vender tilbage til overfladen, er hverdagen der stadig, men jeg har haft et √łjeblik, hvor jeg mistede mig selv og dermed genfandt mig selv.

Kys og tak til dig, historie.