Jeg er medlem af forfatter-eksperimentet Qwerty&Co. På deres side har jeg skrevet et indlæg om at blive mindet hvem, jeg også er som forfatter:
En af grundene til jeg er med Qwerty&co er, at jeg gerne vil finde fred i min forfatterolle. Sagen er, at jeg synes, det er vanskeligt i mit hoved at forene mit somewhat krævende 37-timers job, børn og forfatterskab. Jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg bruger tid på at skrive. Jeg taler gerne, særligt om de emner som betyder noget. En af mine veninder og jeg får ofte lidt ondt i halsen af at tale, når vi er sammen. Men om mine bøger taler jeg kun nødtvungent. Så det var dét, jeg ville tale med Bjørn Ignatius om.
Ved døren til Bjørns lokale aflagde jeg mine forsvarsparader og min skræddersyede teflon-heldragt. Det raslede godt, da de ramte gulvet. Lettere afklædt begav jeg mig ind i rummet.
Når vi i Qwerty&co holder vores coach-seancer, sidder vi i Bjørns store fælleslokale med julepynt i loftet, oliemalerier på væggene og reoler med bøger i alle afskygninger. Kunstbøger, digte, paperbacks og tegneserier. Blandt andet er der en hylde, hvor der står ’Verdenslitteratur’ – den er fyldt med Lucky Luke-tegneserier. Midt i rummet står et kæmpestort bord stykket sammen af mange små borde. Bjørn og den der skal coaches sidder i den ene ende af bordet med ansigterne mod hinanden. Lidt længere væk i en laset sofagruppe sidder resten af Qwerty&co og overværer samtalen. Det er et trygt rum. Vi er hinandens vidner.
Jeg satte mig på en skramlet stol foran Bjørn og lukkede ham ind. Nysgerrigt og nænsomt spurgte han ind, og vores samtale førte mig ned af stier til min tidlige ungdom. Sammen besøgte vi en yderst formativ del af mit liv. Bjørn pressede ikke noget ned over hovedet på mig, han registrerede blot, hvad jeg sagde, gentog det med andre ord og bad mig tænke over det. Jeg blev mindet om, hvad jeg også er lavet af, og hvorfor jeg også er, som jeg er.
Efter timens udløb satte Jeannette, Jakob, Mette og jeg os som sædvanligt på Nordvests bibliotek og talte aftenen igennem. På den gode måde. Alligevel strejfede tanken mig, inden jeg skulle sove, om jeg ville vågne op med ’blottelsestømmermænd’? Men om natten sov jeg igennem som et barn.
Næste morgen da jeg slog øjnene op, sad den glemte side fra min tidlige ungdom på min sengekant. Hun strøg mig over håret og hviskede for ikke at vække de andre: ’Jeg er, hvad du er formet af. Hvis du vil have balance, bliver du nødt til at stå ved mig og tro på mig, også selv om du synes, jeg er lidt sær.’
Senere på dagen fortalte jeg en kollega om mit besøg hos Bjørn. Hun klappede mig på armen og konstaterede: ’Sådan er du jo.’ Og det har hun formodentligt ret i, så i en kommende tid øver jeg mig på også selv at tro på det.