Strangers no more

Nu og da ser jeg ryggen af Johnny. Han er først i 60’erne og går ofte sammen med sin lille Chihuahua-hund. Hunden og han har samme spinkle og fine statur. De adskiller sig fra hinanden ved, at hunden er skægløs, hvorimod Johnny har et moustache, formet som et cykelstyr. Jeg ved, han hedder Johnny, fordi vi en steghed sommerdag faldt i snak. Eller det vil sige, min søn viste ham sin cykel, og den fik de en lang snak om. Derefter inviterede Johnny os ind for at se sine høns og fremviste også stolt det orangeri, han var ved at bygge.

I øjeblikket lytter jeg til Strangers. Det er amerikanske podcasts med historier fra det virkelige liv om kærligheden, døden og det i mellem. Almindelige mennesker som deler deres særlige historier. Kongstanken er, at når vi deler vores historier, er vi ikke længere fremmede for hinanden. Strangers no more. Historierne er stramt og vanedannende skruet sammen. Klart anbefalelsesværdige.

Thirdear er et andet godt podcast-bekendtskab. Det er danskproducerede dokumentariske fortællinger. To podcasts har navnligt fæstnet sig i min hukommelse:

–          Kvinden pĂĄ isen om, en ung dansk sygeplejerske, der i 1933 gik ud pĂĄ Grønlandsisen og aldrig blev fundet igen, men stadig den dag i dag lever som navn i bygden.

–          Min farfars to liv om en mand der levede to parallelle liv, og hvad det kom til at betyde for hans familier, da de efter hans død opdagede hemmeligheden.

Strangers og Thirdear har fået mig til at genlæse True Tales of American Life editeret af Paul Auster. I 199x havde Paul Auster et radioprogram, hvor han bad lytterne skrive deres bedste historier ind. Det blev en overvældende succes. Lytterne sendte meget forskellige historier: korte, lange, fjollede, muntre, dystre, overraskende, uafrystelige m.m. Alle handler om det samme: Nemlig om at være menneske.

Den franske filosof Sartre sagde, at helvede er andre mennesker. Nogle gange er det sandt. Men andre mennesker giver først og fremmest mit liv farve. Og de bedste af andre menneskers historier får mig til at blive glad i hjertet.

Mit og Johnnys møde i hønsegården tog ikke meget mere end 20 minutters tid. Men når jeg en gang i mellem ser Johnny komme gående med sin hund, smiler jeg glad og ved, at vi er strangers no more.