Da jeg var midt i 20’erne læste jeg på et gammelt, traditionsrigt engelsk universitet. Det var meget intenst. Aldrig har jeg før eller siden været så flittig. Efter et par måneder vågnede jeg op en morgen og kunne ikke holde op med at græde. Jeg græd og græd – og kunne ikke forstå hvorfor, så jeg ringede til min bror.
Mig: Jeg kan ikke holde med at græde.
Bror: Er det ulykkelig kærlighed?
Mig: Jeg tror det ikke. Jeg kan bare ikke holde op med græde, og jeg er så ulykkelig.
Bror: Åh, du er bare stresset … Det er helt normalt.

I mit fag siger vi, at to name a disease is to control a disease, så jeg gik i seng med Harry Potter. Eller det vil sige, jeg lagde mig i min seng og i de næste to dage læste jeg de tre første Harry Potter-bøger. Undervejs holdt jeg op med at græde, og til sidst var jeg blevet Harry Potter-fan. Universet var fantastisk, og jeg forstod pludselig, hvordan det engelske skolesystem er skruet sammen, hvorfor vi rendte rundt med sorte kapper og spiste ved high table. De sidste Harry Potter bøger blev efter min smag for lange, og filmene har jeg sovet trygt igennem i flere biografer, men dengang for mange år siden reddede JK Rowlings mig, og det er jeg hende evig taknemlig for.

Nu er tiden kommet til, at jeg skal læse hendes voksenbog: The Casual Vacancy.  Gad vist om hun redder mig igen?

The Radcliffe Observatory, min udsigt da jeg læste i England.