Morgenen efter Oluf Palme blev skudt, satte min far flaget på halvt. Jeg stod ude i haven og så undrende til. Jeg var 11 år, interesserede mig ikke for ret meget andet end mig selv, mindst af alt Sveriges afdøde statsminister. Men dagen rager op i min erindring, fordi min far for eneste gang nogensinde flagede på halvt, og fordi han talte med mig om, hvorfor man bør vise sin holdning, når noget så forstemmende sker.
Da krigen brød ud i Jugoslavien i 1990, sad jeg inde i et ildelugtende klasselokale. Min ellers mavesure historielærer havde kørt fjernsynet frem og tændt for CNN, for nu skete der noget af historisk betydning. Gardinerne var trukket for, der lugtede af sved og banan, og billederne på tv’et var uvirkelige, forvirrende og kørte i ring. Jeg husker, at jeg blev siddende i lokalet det meste af dagen for at forsøge at fatte, hvad der skete.
Samme fornemmelse havde jeg 11. september 2001, da jeg sad sammen med mine medstuderende på et lille kollegieværelse i England og så, hvordan Twin Towers styrtede sammen. Senere gik vi til forelæsning, som blev aflyst af en historiker med stram fletning ned af ryggen. I stedet tændte hun for BBC. Igen uvirkelige billeder som kørte i ring.
I onsdags var jeg travl på arbejdet, da jeg så overskrifter om skuddrama i Paris. Jeg arbejdede ufortrødent videre, men holdt mig løbende opdateret om udviklingen på nettet. Da jeg kom hjem i de tidlige aftentimer, gik jeg ud i haven og besigtigede flagstangen, som vi aldrig-aldrig bruger. Jeg forsøger altid at afsætte den til alle, som bare pipper det mindste om flagstænger. Vimplen er fuldstændig flosset og viklet ind i snoren. I tusmørket overvejede jeg mine muligheder. De var ikke mange. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få flaget op, og som gammel spejder ved jeg, at man ikke må flage efter mørkets frembrud.
I stedet gik jeg ind til min datter og talte med hende om angrebet i Paris. Om retten til at udtrykke sig frit, om respekt for andre mennesker, ligegyldigt religion og hudfarve, om enkeltstående ekstremisters meningsløse handlinger, og hvordan vi må stå sammen, når noget så forkert og forstemmende sker.
