1
To brøl fra hver sin ende af byen sønderflænsede den tidlige sensommermorgen. Det ene kom fra en af de øverste altaner i en rød etageejendom. Det var et langtrukkent sørgmodigt udbrud fra en ældre mand med et tomt udtryk i øjnene og grå uldtotter, som stak ud af ørerne. Ingen reagerede, da naboerne var vant til lyden. For mange var dette daglige råb med til at byde morgenen velkommen. Sådan havde det ikke altid været.
I sin tid, da den ældre mand var flyttet ind på plejehjemmet havde naboerne lavet en underskriftsindsamling for at få gjort noget ved hans brøleri. Men hverken aflåst altandør eller stærkere medicinering havde afhjulpet problemet.
Da manden havde leveret sin godmorgenhilsen, spillede hans øjne kortvarigt af liv, og et smil fortrak sig på hans læber. Forsigtigt trissede han ind igen til sin guppy og lukkede altandøren blidt efter sig.
Brølet fra den anden ende af byen blev derimod bemærket blandt naboerne. Det var uventet og genlød langt væk af dyb desperation. Desuden kom det fra et gult hus på en villavej, som plejede at være hensygnende, men som denne morgen var fuld af mennesker og sirener. Luften var farvet blå af politibilers blink. Det fortvivlede råb kom fra en ældre kvinde med lillatonet hår, som en politibetjent diskret førte væk fra huset og ind i en bil.
To politimænd inspicerede husets havelåge. Den var større end normalt og så maltrakteret ud. To smalle låger på hver 40 cm i bredden hang skævt. Hængslerne var slidte, og den grønne maling skallede. Derudover så det ud til, at noget stort gentagne gange var mast igennem lågerne.
Politimændene gik ind ad lågerne og hen til hoveddøren, som så endnu mere beskadiget ud. Noget stort var også forsøgt presset gennem denne dør.
Den ene politibetjent, en stor mand med et erfarent blik, så nøje på døren og spurgte så sin yngre kollega:
”Ku’ det mon være en lille havebil af en eller anden art, som har lavet dette rod?”
”Hmm,” svarede den anden, som havde færre striber på skuldrene. ”Måske, men der er bare ingen hjulspor.” De kiggede ud på græsplænen som så nedtrampet ud. Der var ingen blomster, kun få træer som stod vinde og skæve.
Inde i huset var der heftig aktivitet. To ambulancefolk var ved at bære en overdækket båre med en person ud. Politifolk tog prøver og gennemfotograferede stueetagen. Midt i stuen stod en stor rodet dobbeltseng. Der var en meget voldsom fordybning i den ene side af sengen. Det tydede på, at der sov en betydelig tungere person i den ene side end i den anden. En kvindelig retsmediciner var i gang med at tage noter.
”Hvad tror du, der er foregået?” spurgte den yngre betjent.
”Tja, det er et godt spørgsmål. På stående fod kan jeg ikke give en entydig forklaring. Prøverne vil ku’ give os bedre svar. Men status lige nu er, at husets ejer er fundet død i sin seng. Mand midt i 40’erne. Dødsårsag kvælning. Dødstidspunkt ca. 7:30 i forgårs. Øjensynligt er det noget tungt, der er rullet hen over ham. Jeg har endnu ikke nogen ide om, hvad der har kvalt ham. Muligvis en meget tung person. Kunne være en partner? Bemærkede I den ældre kvinde, som blev ført væk lige før?”
Politimændene nikkede begge. Det var svært ikke at have bemærket hende og hendes fortvivlelse. Hun havde skreget som et skamskudt dyr i dyb smerte. Det var selv samme kvinde, som havde tilkaldt politiet tidligt om morgenen.
Retsmedicineren fortsatte: ”Det er afdødes mor. Ifølge hende havde han ingen partner og kun få venner. På den anden side ved hun ikke nødvendigvis alt om hans gøren og laden. Vi må ruste os med tålmod og vente på, hvad prøverne viser.”
2
”Jeg kommer på grund af …”, den ældre dame kastede diskret hovedet i retning af en grånende ulv med et sultent udtryk, som sad på gulvet ved siden af hende. Manden over for hende, som sad rolig og afslappet i en blød lænestol, nikkede venligt og imødekommende.
”Den tærer på mig, den er så forfærdelig sulten - jeg aner ikke mine levende råd.” Kvinden sad på det yderst af sin lænestol. Hendes stemme som i forvejen var svag, blev stadig mere spinkel, mens hun forklarede, hvorfor hun var kommet. De sidste ord kom som en næsten uhørlig hvisken.
Manden i lænestolen, Dr. Thor Moslav, betragtede sin patient roligt og opmærksomt. Den ældre dame var ca. 70 år gammel, 165 cm høj og vejede højst 50 kg. Hun havde en brun filthue på hovedet. Håret der tittede frem var glat og snehvidt, samme farve som hendes ansigt og hænder. Derudover var hun iklædt en beige spadseredragt, der så ud til at være skræddersyet, men til en større person end hende. Ved hendes side sad en mellemstor ulv. Den havde blodskudte øjne. Vagtsomt og olmt betragtede den Dr. Moslav.
Efter lang tids tavshed tog Thor ordet:
”Fru Violet Vedl, jeg forstår godt, at det ikke er nemt.” Han holdt en lille pause. ”Prøv at fortælle, hvordan ulven første gang kom ind i Deres liv?”
Ved ordet ’ulv’ gav det et sæt i Fru Vedl. For første gang så hun ordentligt på den yngre mand, som sad foran hende. Hun skød ham til at være på alder med sin ældste søn, ca. midt i 40’erne. Hendes omgangskreds ville beskrive ham som en nydelig mand. Han så ud til at blive klippe regelmæssigt af et god frisør, og hans tøj var udsøgt kvalitet. Men det der var slående ved ham, var hans opmærksomhed. Den gamle dame havde aldrig oplevet noget lignende. Hele hans væsen var fuldkomment rettet mod hende. Det virkede som om han syntes, at hun var det mest medrivende menneske i verden. Samtidig var han ikke anmassende. Mange udviste medlidenhed med hende eller ignorerede hende, når de opdagede dyret ved hendes side. Men ikke Dr. Thor Moslav. Han lod til at være oprigtigt interesseret. På den anden side, det skulle han jo også gerne være som en af de mest berømmede, for ikke at tale om højest betalte sorgforstøvere i landet. Fru Vedl lukkede øjnene, trak vejret ind og begyndte sin historie:
”Forstår De, for lidt under et halv år siden gik min mand bort. Det var meget uventet. For mig i alt fald. Vi var gift i 47 år. Jeg har altid troet, at jeg, som har et skrøbeligt helbred, ville gå i graven først. Min bisættelse har vi i mange år haft planlagt lige fra gravsted, salmer til mulige kistebærere og franske liljer mm. Min mands bisættelse havde vi end ikke overvejet. Han havde jo så meget, han lavede og skulle nå. Men sidste år fik min mand, overlæge Erik Vedl, konstateret lungekræft på trods af, at han aldrig havde røget. Det er så ikke helt sandt. Han røg en cigar hvert nytår og til vores børns og børnebørns fødsler, men ellers aldrig. Lægernes prøver viste hurtigt, at canceren havde bredt sig til de indre organer, og hans dage var talte. Hvor lang tid der var igen, ville lægerne ikke udtale sig om, men det var i og for sig også ligegyldigt. Som overlæge kunne min mand selv gennemskue prøvernes resultater. Da vi efter de sidste prøver kom hjem fra hospitalet, skød min mand sig samme nat en kugle for panden. Erik var dedikeret hjemmeværnsmand og havde et helt arsenal af våben. De fleste var udsøgte, nogle endog antikke med smukke ornamenter. Det undrer mig ikke, at han valgte en dobbeltløbet riffel. Erik var en af de få som havde den type tilladelse et sådant våben kræver. Han var i grunden vældig betænksom. Jeg mener, havde han valgt et gement haglgevær, ville han have lavet en frygtelig uorden. Det ville have taget dagevis at fjerne og havde været et mareridt.” Fru Vedl faldt i staver et øjeblik, inden hun fortsatte:
”Dagen han valgte til sit endeligt var den 6. april. Jeg vågnede i vores soveværelse på 1. sal ved lyden af et skud. Paralyseret lå jeg i et stykke tid, inden jeg gik ud i haven, og så Erik iført sit nydelige grå jakkesæt ligge under vores kirsebærtræ, der så småt var på vej i blomst. Inde på hans arbejdsværelse lå hans journal fra hospitalet. På forsiden havde han skrevet: Undskyld, men livet som terminal kræftpatient er mig ikke værdigt. Jeg læste ordene, men jeg forstod dem ikke. Tankerne flaksede rundt i mit hoved: Hvad med mig? Hvad har Erik tænkt sig skulle ske med mig? Hvordan kan han som overlæge træffe det valg? Hvilket liv venter mig, enke til en kræftpatient, som valgte at begå selvmord? Det er vanvid at påstå, at selvmord er mere værdigt end livet som patient. Jeg forstod ingenting, og så tilmed opdagede jeg dyret ved siden af mig.”
Fru Vedl lavede en diskret bevægelse med hovedet hen mod ulven ved hendes side, som var begyndt at knurre og knibe øjnene sammen. Hendes stemme blev tyndere:
”Der er nu gået en del måneder siden Eriks død, men jeg har ikke haft tid til at tage mig af noget. Hverken mit hjem, mine børn, familie, bekendte eller Haveforeningen. Dyret tapper mig for alle kræfter. Den er så forfærdelig sulten hele tiden. Forstår De, jeg aner ikke mine levende råd. En af min mands overlægekolleger opfordrede mig til at opsøge Dem, da De er en af de mest navnkundige sorgforstøvere, og Deres ry er uplettet.” De sidste ord hviskede hun bønfaldende:
”Dr. Moslav, kan De overhovedet hjælpe mig?”
Thor lænede sig frem mod hende. Roligt så han hende ind i øjnene og sagde:
”Det kommer måske til at tage noget tid, i og med dyret er så stort, men jeg lover Dem, at jeg vil gøre mit bedste. Livet er for kort til at bære rundt på et sorgdyr for længe ad gangen”. Dernæst lænede han sig tilbage i stolen, foldede hænderne og sagde: ”Lad os komme i gang.”
Violet Vedl var en typiske sorgpatient, som Sorgforstøver Thor Moslav havde en del af. Hun oplevede en sorg, som var så stor og kompliceret, at den havde sat sig materialiseret sig som et sorgdyr ved hendes side. Det var helt normalt. Mange mennesker oplevede på et eller flere tidspunkter i deres liv at få et sorgdyr. Nogle var åbne om deres sorgdyr, talte frit om dem med andre eller opsøgte behandlere, der kunne lindre dem. Andre mennesker skjulte deres sorgdyr, og de havde oftest sværest ved at håndtere sorgen.
Sorgdyr fandtes i alle udformninger. Lige fra orme, grise til tigre og edderkopper. For det meste kunne andre mennesker se den sørgendes sorgdyr, men nogle gange kunne det være svært at gennemskue, om dyret var et husdyr eller et sorgdyr. Desuden var dyrenes opførsel sjældent ens og afhang af de sørgende og deres sorg. Selv to sorgdyr, som ellers var identiske, eksempelvis to hvepse, kunne opføre sig meget forskelligt. Den ene stak måske hele tiden den sørgende, mens den anden summende samlede nektar fra den sørgendes blomster.
Sørgende opfattede deres sorgdyr lige så forskelligt, som de bar deres sorg. For mange var sorgdyr en hård og nærmest ubærlig oplevelse, men for andre blev dyret deres livsindhold, og for nogle var det starten på noget nyt. Derfor var det ikke nødvendigvis ubehageligt eller negativt at have et sorgdyr. For enkelte kunne deres sorgdyr ligefrem være en velsignelse.
At opleve en sorg udløste ikke nødvendigvis et sorgdyr. Et menneske kunne sagtens komme ud for en traumatisk oplevelse, eksempelvis miste et barn eller en pårørende, derpå gennemleve en svær sorgperiode, men komme ud på den anden side, uden at oplevelsen havde sat sig fast som et sorgdyr. Samtidig kunne et menneske også komme ud for at få et sorgdyr uden, at vedkommende nødvendigvis følte sig ked af det.
Sorgforstøvning var den mest benyttede metode til at afhjælpe sorgdyr, men ikke den eneste. Nogle sørgende havde det bedre med at tale med læger, psykologer eller sorggrupper, andre med sorgforstøvere. Så var der naturligvis de mere alternative metoder, som krystalhealing og danseterapi. Metoder som ikke var videnskabeligt funderet, men som nogle patienter følte gjorde dem godt.
Thor Moslav var Statsautoriseret Sorgforstøver, og det betød at han med tålmod og gentagne behandlinger kunne få sorgdyr til at forsvinde eller forandre sig. Nogle gange resulterede hans behandlinger i, at et dyr ændrede form – og nogle gange også opførsel. En bidsk tiger kunne blive en sky los, der blev til en kælen iler, som den sørgende nægtede at skille sig af med. Eller en stor mut afrikansk elefant blev til en legesyg elefantunge.
Sorgforstøverstudiet var en krævende uddannelse på linje med tilsvarende uddannelser, som læge og psykolog. Da han i sin tid færdiggjorde sin uddannelse, modtog han den højeste udmærkelse og som begrundelse skrev en professor: ”Ikke blot har Thor Moslav været en forbilledlig hårdarbejde studerende, som med entusiasme og kløgt har deltaget helhjertet i studiet til glæde for lærer og medstudenterne. Derudover har han en bemærkelsesværdig medfølelse og sans for at forstå patienten, hvilket betyder at han med sikker hånd benytte de rette redskaber. Personligt forventer jeg mig meget af Thor Moslav.”
Da Fru Vedl var færdig med at fortælle sin historie, vidste Thor hvorfor hun var kommet, og hvad hun forventede af ham. Nu var han parat til at begynde forstøvningsprocessen.
Fru Vedl iagttog, hvordan Dr. Moslav lukkede øjnene. Hans ansigt blev langsomt mere og mere afslappet, til sidst udstrålede det fuldstændig ro. Så åbnede han øjnene. Hans blik var forandret. Det var nu voldsomt intenst og mørkt. Blikket sugede fru Vedls sorg ud i rummet mellem dem. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Det lod til, at hendes sorg hang som en sitrende luftsky mellem dem. Det var sælsomt at se sin sorg udefra. Dernæst lagde Dr. Moslav hovedet ned under sorgen, og åndede den forsigtigt opad. Sorgen steg langsomt til vejrs, og det yderste af skyen forstøvede. Så lukkede Dr. Moslav øjnene, med ét blev en kontakt slukket. Fru Vedl mærkede, hvordan sorgen sneg sig tilbage ind i brystet. Sorgen fyldte stadig meget, men føltes anderledes. Det var, som om det var lidt nemmere at trække vejret. Hun vendte hovedet mod dyret ved sin side og så til sin overraskelse, at det var skrumpet betragteligt i størrelse. Pelsen var blevet lidt blødere, øjnene var ikke længere blodskudte, og det sædvanlige sultne udtryk var væk. Nu så det blot forurettet ud. Den lignede mere en stor hund end en grådig ulv.
Thor åbnede øjnene. Han betragtede forandringen hos fru Vedl og hendes sorgdyr. Det var meget forskelligt, hvordan behandlingerne forløb og det var svært nøjagtigt at forudse, hvordan dyret ville reagere på hans behandling. For nogle blev sorgen straks forstøvet, men flertallet krævede flere behandlinger.
”Hvordan har De det?” spurgte Thor.
”Bedre,” svarede hun undrende. Den ældre dames stemme virkede mere kraftfuld.
Han forklarede: ”Det er min erfaring, at det er et godt tegn, at dyret allerede nu har ændret sig så meget. Du skal være bevidst om, at sorg kommer i bølger, nogle dage er bedre end andre, så du skal ikke blive forskrækket, hvis din ulv pludselig bliver lidt større, vi skal nok få forstøvet den.”
Fru Vedl rejste sig op, så direkte ned på dyret og sagde myndigt: ”Så går vi.”
Thor fulgte hende og dyret ud til sin sekretær Anna Hansen i forkontoret, så de kunne bestille en ny tid. Hans blik faldt på en notits på forsiden af avisen: ”Politiet mistænker sorgdyr for drab på mand.” Men han fik ikke tid til at læse mere, da sekretæren samtidig stak en ny journal i hånden på ham og oplyste, at den næste patient var kommet, og at han i øvrigt var bagud i forhold til tidsplanen. Med notitsen rumsterende i baghovedet gik han videre ud i venteværelset og kaldte på Jane Bruun.