”Og prisen som den mest fortabte drømmer i år går til …”
Peter CH, iført briller med mørkt stel, jakkesæt og butterfly, truttede i den gyldne trompet. Der blev stille rundt om bordet. Han fortsatte lavmælt: ”Det er altid svært at finde den rigtige vinder, mange af vores drømme forliser i ny og næ. Jeg nævner i flæng: Torben er blevet fyret fra sit andet job i år. Casper fik sin nyeste dokumentarfilm flået på landsdækkende morgen-tv. Ejgil er, sandsynligvis, ikke far til sit kommende barn. Jeg kunne blive ved, men når alt kommer til alt, kan der kun være en vinder - og det er faktisk en klar vinder …”
Han truttede en fanfare og bekendtgjorde med klar stemme:
”Lasse!”
Alle hujede, kastede med konfetti og åbnede adskillige flasker champagne. De rejste sig, hævede glassene og udråbte et trefoldigt leve for Lasse. Hans og Ejgil begyndte spontant at synge: ”For han er en af vor egne…” Peter CH spillede endnu en trompetfanfare. Lasse blev siddende, tavs, mens han skottede forsigtigt fra den ene til den anden af sine gamle venner, alle iført deres stiveste puds. Selv var han i kjole og hvidt, som hans ekskone havde købt til ham kort tid efter, de var mødtes. Hun syntes, han trængte til at blive shinet op. Alle disse år efter gik han stadig i pingvin-sættet ved festlige lejligheder.
”Stort tillykke, gamle dreng. Godt gået.” Sidemanden skænkede Lasse et stort glas champagne, som brusede op, flød over og lavede endnu flere skjolder på dugen. Klokken var 2 om natten. Mændene havde holdt middag med syv retter siden kl.19. Det kunne både ses og lugtes. Bordet sejlede med tomme vinflasker, tallerkener, gafler, brødkrummer, hummerkløer, konfetti, cigarer og alskens uidentificerbare pletter.
Lasses anden sidemand råbte ham ind i øret: ”Det var mig, som skulle have vundet. Jeg er lige blevet forladt af min 20-årige kæreste, jeg i øvrigt forlod min tidligere kæreste til fordel for. Til gengæld har min tidligere kæreste fundet sammen med min bror, så nu går børnene fra at være fætre og kusiner til at blive søskende. Jeg burde have vundet.”
”De herrer,” Peter CH’s stemme skar igennem larmen. Stemmen var hæs af for megen snak, alkohol og røg: ”Pokalen tilhører den person, som i løbet af det sidste år har mistet sin søster, blevet forladt af sin kone, er måske på vej til at miste sine børn, hvis ekskonen ellers får sin vilje. Han har på 19. år stadig ikke færdiggjort sit studie. Men det udslagsgivende for, at valget faldt på Lasse er, at han har brændt den store roman, han har brugt alle de år på at skrive! Han har brændt sin drøm, og det gør ham til årets mest fortabte drømmer.”
Den legendariske pokal blev rakt frem mod Lasse. I tidernes morgen havde Hans fået den som trøstepræmie ved et svømmestævne på Mols. Der var indgraveret: ”Det handler ikke om at vinde. Det handler om at være med.” Derefter havde den ligget i en kasse bagerst i hans forældres garage i mange år. Pludselig var den blevet fundet frem og gik nu på omgang mellem vennerne. Det var ikke første gang, Lasse modtog den, han havde fået den overrakt tidligere. Han vidste, de forventede, at han rejste sig op og holdt en tale. En morsom tale, vel at mærke. Ingen grund til at svælge i det triste. Derefter ville de alle le og le, måske også græde lidt, indtil en af dem faldt i søvn, og så ville resten forsøge at komme hjem til dem selv, hvor det end var. Hans ville som altid ende på Hong Kong i selskab med en grønlænder, hvorefter han ville gå hjem til sin kone og benægte alt.
Lasse rejste sig usikker op. Hovedet snurrede. Han var ude af stand til at huske, hvor meget han havde hældt indenbords. I hvert fald et par flasker vin og alt for meget sprut. Selvom han vidste, han var plakatfuld, var der også noget andet som rumsterede inden i ham. Han kunne ikke sige, hvad det var. Det smagte af våd hund. Det kunne være alkoholen eller så meget andet.
”Nu er jeg jo ikke taler,” Lasse gik i gang og jog en hånd gennem håret. Alle lo, selvom det var den gængse måde at begynde årets takketale på. Et år havde Ejgil glemt at indlede sin tale på den måde, og han havde fået en Olfert.
”Nej,” Lasses stemme gik uventet op i falset: ”Jeg er virkelig ikke taler - og jeg aner for helvede ikke, hvad jeg skal sige.”
Der blev med ét stille rundt om bordet. Selv Peter CH holdt op med at trutte i trompeten. Meget var blevet sagt til den årlige middag i de fortabte drømmes klub og et par grådanfald var det også blevet til, men det var aldrig noget, de talte om bagefter. Hvad der blev sagt eller skete i klubben efter kl. 20 blev i klubben. Det stod i vedtægterne, som alle havde underskrevet med deres eget blod.
Lasse fik stemmen under kontrol og fortsatte: ”Det eneste jeg kan komme i tanke om lige nu, er at min mor for mange år siden fortalte, hun altid havde drømt om at få en blåøjet søn. Klar blå øjenfarve ligesom hendes egen. Og det fik hun. I fire vidunderlige måneder, så skiftede min øjenfarve til brun. Som min mor sagde: brun er jo en ordinær farve, men om ikke andet så lærer livet én at nøjes.” Han tav.
Stilheden hang i luften. Peter CH brød ind: ”Tag noget mere champa ...”
”NEJ,” skreg Lasse med en ukendt urkraft. Han så sig forskrækket omkring, men forsatte stadig sin skingre tone: ”I fatter ingenting. Særlig ikke dig - CH. Det var ikke meningen, at andre end dig skulle vide, at jeg har brændt min roman. Så tak for at du udbasunerede det til hele verden. Og derudover gider jeg ikke nøjes. Jeg gider ikke få en pokal over mine nederlag af jer, røvhuller. I synes, det er sjovt med denne klub. Lidt kolorit til den grå hverdag. I morer jer med at give mig pokalen. Jeg er jo alligevel en sølle stakkel, som har haft et lorteår og som bruger sine bedste timer på at høre på folk fortælle om deres nærdødsoplevelser. Ja, det er sikkert mig som mest har fortjent pokalen, men fam’ne om jeg gider modtage den.” Han tog pokalen, tyrede den ned i gulvet og lavede et ordentligt hak i det ellers velpolerede trægulv. Han greb sin jakke og smækkede med døren, mens han stormede ud af lejligheden.
Ude på gaden kastede han op. Brækkede hele menuen op, lige fra velkomstdrinken med Gin, til tunkanapeerne med dild, til hummerkløerne, til grape ganerenseren, til den baconindsvøbte oksemørbrad, til de tre oste til islagkagen, over til den hjemmebagte kransekage. Så trak han vejret ind. Fyldte hele brystet med luft. Det føltes forfriskende. Den kantede fornemmelse af våd hund var forsvundet med brækket. Han var rolig og kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft det så godt. Alt virkede ok. Han havde handlet og handlet eftertrykkeligt. Det skulle nok gå. Der var en udvej. Igen tog han en ordentlig mundfuld luft. Livet var faktisk mere end ok. Det var godt. Det skulle nok gå. Han lukkede øjnene og nød følelsen. Han åbnede dem igen. Det var en klar nat. I det fjerne kom et stjerneskud, han smilede spontant.
Så ramte tanken ham nådesløst:
Hvad nu?
Og intet i universet kastede et svar tilbage. Der var kun rungende tavshed.