’Det handler om salg. Når du først har folk på dit website, så skal du sørge for, at de har mulighed for at købe dine bøger. Og forskning viser, at folk trykker 3 gange så meget på en grøn ’køb nu’-knap, så det er bare om at placere en grøn knap’, sagde den kvindelige underviser på klingende lollandsk. Hun smilede og så alle sigende ind i øjnene.

Jeg sad til et seminar, hvor formålet var at lære at lave et godt forfatterwebsite. Synlighed er vigtig for forfattere, men kan også være en vanskelig disciplin – i hvert fald for mig som egentlig bare gerne vil skrive mine bøger i fred.

’Og så gælder det om at få followers på Fjæsen. Jeg plejer at sige, at hvis der ikke mindst er 300 followers på Facebook, så er siden nok ikke interessant.’ Underviseren rettede sine briller. Hun havde lige vist sin succesrige webshop, hvor hun forhandlede sig selv som kunstner på flere felter, så hun havde vores fulde opmærksomhed.

Underviseren fortsatte: ’For at få optimal effekt skal I skrive til jeres followers minimum hver anden dag. Sørg for at få 20-30 nye om ugen. Husk også at tænke Twitter og Instagram ind.’

Jeg rykkede nervøst i stolen. På en god dag har jeg lidt over 100 followers, og hvis jeg rigtig strammer mig an, får jeg skrevet på Facebook ca. en gang om ugen. Og jeg er hverken på Twitter eller Instagram.

’Ja’, brød en intens mørhåret dame ind. ’Min tommelfingerregel siger, at hvis du virkelig vil have synlighed som forfatter, så skal du som minimum være i et landsdækkende medie en gang om ugen.’

Underviseren nikkede, jeg kapitulerede uden kamp og rejste det mentale hvide flag. Det var uden for min liga.

’Så er der jeres billeder af jer selv. De er så vigtige. Personligt bliver jeg stylet af en dygtig stylist én gang om året og får efterfølgende taget billeder af professionel fotograf. Det koster omkring 5.000 kr. Men det er det værd.’ Hun grinede lidt: ’Ja, faktisk kan nogle ikke en gang genkende mig på mine stylede billeder, men skidt med det. Folk forventer, at jeg som kunstner har lækre billeder af mig selv.’ Underviseren kiggede igen sigende rundt på os alle.

’Godt, skal vi kigge på jeres websites. Louise, må vi se dit website?’

Underviseren kastede mit website op på lærredet og konstaterede: ’Hmmm, der mangler nogle grønne købsknapper.’

Hun havde ret. Jeg noterede.

Den intense mørkhårede dame kiggede over på mig: ’Ja, nu hvor proppen er af flasken, så skal du få et nyt bannerbilleder. Du ser så almindelig ud på billedet. Jeg ville ikke læse en bog af dig.’

’Jamen,’ pippede jeg, ’på det andet billede jeg har, synes jeg, at jeg ser lidt farlig ud – om end det er professionelt fotograferet.’

Jeg viste dem det andet billede, taget i forbindelse med min seneste bogudgivelse, som lå mere skjult på mit site.

’Pjat, du ser brandgodt ud. Hvad siger I andre?’

Samtlige kvinder omkring bordet nikkede i takt.

Kvinderne havde talt, så jeg skiftede forsidebanner næste dag – som den opmærksomme læser, muligvis har bemærket.

I denne tid siger de kloge, at synlighed er eksistens. Og da jeg har mit civile erhverv inden for nogenlunde samme felt, ved jeg godt, at der er noget om snakken. Jeg sidder ofte som den lollandske underviser og rådgiver folk, om end i et andet fag, til det samme. Faktisk holder jeg mig heller ikke tilbage for at give samme råd til mine forfatterkollegaer.

Men nu hvor jeg er på den anden side af bordet, nu hvor det er mig, der er objektet, mig der skal brandes, så er tingene sjovt nok slet ikke så ligetil. Og jeg bliver oprigtig talt så træt som de gamles by af kravet om evig synlighed og promovering. Kan det virkelig være rigtigt, at graden af synlighed påvirker kunstens kvalitet? Kan jeg kun få succes som forfatter, hvis jeg har flair for at synliggøre mig selv på de sociale platforme? Er eksponering blevet vigtigere end indhold?

Selvfølgelig kan det ikke sættes så hårdt op, men der er et stigende krav om synlighed, som jeg personligt ikke kan honorere. Hvis jeg skulle følge alle regler om optimal synlighed, ville jeg bl.a. kede mine followers med intetsigende opdateringer, og hvad værre er, jeg ville aldrig få ro til at få skrevet det, som er kernen i mit virke. Nemlig historierne. Og de er grunden til, at jeg er forfatter. Hvis jeg ikke fik en dyb, grund­læggende tilfredshed ved at skrive og finde på historier, ville jeg stensikkert lave noget andet. Noget som ikke var nær så sårbart.

Trætheden strammer hen over min pande. Mit forfatter-jeg får akut trang til at lave en Maud og gå ind og lægge mig. Men så er det, at mit rådgiver-jeg beroligende siger: ’Lav en kop te, skriv og luk verden ude, så placerer jeg en grøn knap på dit website.’