Tag Archives: forfatterverden

Overvejelser om at udkomme

Bøger, Inspiration, Kunst, Livet, Skrivning, ,

‘Er du bange for at udkomme?’ spørger en spinkel kvinde mig, mens hun ser opmærksomt på mig. Vi sidder på en legeplads med septembers blå-blå himmel hvælvende over os. Jeg kan mærke en indre sitren strømme fra hende. Hun er ved at være færdig med sin egen bog og er i syv sind over, hvorvidt hun vil få den udgivet. Om hun magter det, der følger med.

Jeg kan godt forstå hende. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene om hele cirkusset, herunder opmærksomheden og anmeldelserne. Jeg læste en gang i et interview med den amerikanske forfatter Paul Auster, at han aldrig læser anmeldelser. Hverken de gode eller de dårlige. De forstyrrer ham. Fra den dag holdt jeg også op med at læse anmeldelser.

Inden min debutbog udkom tænkte jeg ikke over, hvad der sker, når en bog rammer verden. Jeg kastede mig bare ud i det. Hvis jeg havde tænkt for meget, var det ikke sikkert, jeg havde gjort det. Fordi sandheden er, at de to gange jeg har udgivet en bog, har jeg efterfølgende følt mig mørbanket. Både af det gode, som af det mindre gode. Oplæsninger, interviews, opmærksomhed, mangel på opmærksomhed, det hele. Det er lidt lige som at blive kastet ind i en boksekamp med flere omgange. Uagtet om jeg har vundet, tabt eller det blev uafgjort, har jeg efterfølgende skullet finde mig selv igen. For mig er det klart processen med at skrive bogen, som er den bedste del.

I samme interview med Paul Auster beskrev han også noget i stil med, at når håbefulde forfattere spørger ham om, han kan anbefale at blive forfatter, svarer han gerne: ‘Hold dig fra det’. Når de går ham på klingen, gentager han: ‘Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra det’. Hvis de særlig vedholdende stadig ikke er skræmt væk, svarer han: ‘Ok, hvis du vitterligt ikke kan lade være, så gør det og nyd det’.

Det er Paul Austers ord, som jeg genfortæller til min veninde, for jeg kan ikke sige det bedre selv. Det er i perioder utaknemligt og ensomt at være forfatter eller kunstner. Men hvis du virkelig ikke kan lade være, så gør det. Og nyd det. Det er nemlig også ubeskriveligt sjovt, inspirerende og givende – og det opvejer alt andet.

Og så slutter jeg af med mine egne ord: Nemlig at jeg tror på hende og håber, hun vil udgive sin bog, for jeg vil rigtig gerne læse den.

Strangers no more

Inspiration, Livet, Skrivning

Nu og da ser jeg ryggen af Johnny. Han er først i 60’erne og går ofte sammen med sin lille Chihuahua-hund. Hunden og han har samme spinkle og fine statur. De adskiller sig fra hinanden ved, at hunden er skægløs, hvorimod Johnny har et moustache, formet som et cykelstyr. Jeg ved, han hedder Johnny, fordi vi en steghed sommerdag faldt i snak. Eller det vil sige, min søn viste ham sin cykel, og den fik de en lang snak om. Derefter inviterede Johnny os ind for at se sine høns og fremviste også stolt det orangeri, han var ved at bygge.

I øjeblikket lytter jeg til Strangers. Det er amerikanske podcasts med historier fra det virkelige liv om kærligheden, døden og det i mellem. Almindelige mennesker som deler deres særlige historier. Kongstanken er, at når vi deler vores historier, er vi ikke længere fremmede for hinanden. Strangers no more. Historierne er stramt og vanedannende skruet sammen. Klart anbefalelsesværdige.

Thirdear er et andet godt podcast-bekendtskab. Det er danskproducerede dokumentariske fortællinger. To podcasts har navnligt fæstnet sig i min hukommelse:

–          Kvinden på isen om, en ung dansk sygeplejerske, der i 1933 gik ud på Grønlandsisen og aldrig blev fundet igen, men stadig den dag i dag lever som navn i bygden.

–          Min farfars to liv om en mand der levede to parallelle liv, og hvad det kom til at betyde for hans familier, da de efter hans død opdagede hemmeligheden.

Strangers og Thirdear har fået mig til at genlæse True Tales of American Life editeret af Paul Auster. I 199x havde Paul Auster et radioprogram, hvor han bad lytterne skrive deres bedste historier ind. Det blev en overvældende succes. Lytterne sendte meget forskellige historier: korte, lange, fjollede, muntre, dystre, overraskende, uafrystelige m.m. Alle handler om det samme: Nemlig om at være menneske.

Den franske filosof Sartre sagde, at helvede er andre mennesker. Nogle gange er det sandt. Men andre mennesker giver først og fremmest mit liv farve. Og de bedste af andre menneskers historier får mig til at blive glad i hjertet.

Mit og Johnnys møde i hønsegården tog ikke meget mere end 20 minutters tid. Men når jeg en gang i mellem ser Johnny komme gående med sin hund, smiler jeg glad og ved, at vi er strangers no more.

Fællesskabets sang

Livet, Skrivning, , ,

’You’ll never walk alone’ er fodboldklubben Liverpools slagsang. Ikke at jeg ser synderlig meget fodbold. I slut-90’erne var jeg i Parken for at se en fodboldkamp mellem FC Midtjylland og nogle andre. Det var min fodboldkamp. Til gengæld betyder fodbold alverden for min ex-svoger. Han er en ordknap mand, der drømmer om at købe sin egen lastbil og ellers ikke gør meget væsen af sig selv. Men ved få, festlige lejligheder har følelserne overvældet ham, og han har brummet ’You’ll never walk alone’ med stor ømhed.

Forleden var jeg, sammen med qwerty&co, min forfattergruppe, tilbage i barndomslandet. Jeg viste det store hvide hus frem, jeg boede i, indtil jeg var 7 år. Huset var både krympet og forfaldet i forhold til erindringen, men det er stadig min tidligste barndoms magiske sted, hvor alt var muligt og jeg kunne tale med katte. Det sted der optræder i mine natlige drømme, når jeg kommer allertættest på kernen af mit væsen. Efterfølgende kørte vi hen til det røde hus, jeg boede i, indtil jeg blev student. Jeg viste det vindue, hvor jeg havde siddet som ung, betragtet verden og drømt om, det der skulle komme. Vinduet var der stadig, men nu kiggede to meget hippe designerlamper ud. Også her havde tiden forandret stedet. At sætte virkelighed og erindringer sammen var på en gang intenst, udmattende og befriende.

Louises barnsdomshjem
Min barndoms hvide hus

Og det mest interessante var, at det ikke kun var mine barndomshuse, vi besøgte. Det var også mine forfatterkollegaers huse. Vi så på huse og lejligheder i vidt forskellige størrelser og farver. Der blev fortalt historier om atommarcher, Allotria, kollektiver, mormødre, søskende, flugt, forældreambitioner, kampe, svigt, misbrug, uro, kærlighed og om glæden ved at skrive.

Det er ensomt at være forfatter. Ensomt på den gode måde. Jeg kan lide det. Jeg holder af at være alene med min tekst og tanker. Det er på mange måder nogle af mine bedste stunder og er et godt supplement til mit øvrige liv, som bestemt ikke mangler andre mennesker eller input. Men for at mit forfatterliv ikke går i ring, har jeg brug for modspil. Som en vinmand engang sagde til mig: ’hvis du altid kun drikker den samme slags vin, holder du ikke dine smagsløg ved lige og oplever derved ikke smagen så intens.’

I de fleste andre forhold i livet er det vigtigt at være nysgerrig. Derfor er jeg med i qwerty&co, som vi etablerede i juni 2014. Vi er ikke en skrivegruppe, mere et rum hvor vi udvikler os, sammen og i fællesskab. Vi diskuterer, støtter og udfordrer hinanden. Vi stiller spørgsmål og opgaver, blandt andet at præsentere de huse vi er opvokset i og fortælle om deres betydning for vores virke som forfattere.

qwerty&co er endnu ikke der, hvor vi har vores egen sang. Men med lidt held kommer vi dertil. Muligvis når vi har hørt nok historier om drømme og tvivl og haft lejlighed til at smage forskellige vine, brummer vi en sang i fællesskab …

Drømme om træer og historier

Inspiration, Livet, Skrivning, ,

Jeg drømmer om træer. Jeg kigger efter træer og læser bøger om dem. Jeg holder mig ikke tilbage fra at falde i snak med fremmede mennesker om træerne i deres haver, og hvordan de passer på dem. En medarbejder fra forlaget plejer at sige til mig, at man bør gøre tre ting i sit liv:

  • Sætte et barn i verden
  • Skrive en bog
  • Plante et træ

Jeg har fået de børn, jeg skal have, men jeg er hverken færdig med at skrive bøger eller plante træer.

Da jeg flyttede ind i vores hus med tilhørende have, stod der i midten af haven et stort, smukt japansk kirsebærtræ. Ifølge min genbo var træet kendt i kvarteret for sin overdådige forårsblomstring. Efter sigende skulle græsplænen, når træet afblomstrede, blive dækket af et tykt lag af duftende blomsterblade, så det lignede, at det havde sneet på en solskinsdag i maj.

Men allerede året efter vi var flyttet ind, begyndte træet at sygne hen. I løbet af kort tid blev det et afpillet og bedrøvet træ. Måske sygnede det hen i længsel efter de tidligere ejere, eller også havde det fået skurv. Lige meget hvilken fortælling vi lagde ned over træet, blev vi nødt til at fælde det. Det var trist, da vi sidste år skar træet ned, men min far blev glad for brændet, og haven er blevet et nyt og åbent sted, som kalder på, at jeg sætter mine egne træer.

Det er med træer, som med historier. Træer skal plantes i rette jordtype, de skal sættes på det rigtige tidspunkt af året, og de skal plejes og næres. På samme måde skal historier passe til mit fundament. Det nytter ikke at skrive om noget, som ikke kan gro i min jord, og historier skal gribes og skrives, når tiden er inde. Og så skal historier skrives – ellers sygner de hen.

Men så hører træ og historie-sammenligningen op. For træet vælger jeg egenrådigt til min have, men jeg vælger sjældent mine historier. De kommer, når de har lyst og er ikke nødvendigvis den type historier, som havde været mit førstevalg. Jeg kan godt få en ide til en historie, som på papiret synes topgod, jeg vander og plejer den. Men alligevel fænger den ikke rigtig an. Til gengæld skyder andre historier tit op som vildskud, jeg forsøger at ignorere. Men de vokser sig vilde og stærke, hvad enten jeg vil det eller ej, og min opgave er mere at skrive dem, end at forsøge at styre slagets gang.

Det, jeg holder særligt af ved både træer og historier, er deres proces: Processen med at jeg udvælger mit træ, gøder det, ser det vokse til og skabe sin egen plads i min have. Processen med hvordan historien vælger mig, kræver sin plads, kræver min tid, folder sig ud og beriger mig.

Derfor drømmer jeg om træer og historier.

Den grønne købsknap

Inspiration, Skrivning,

’Det handler om salg. Når du først har folk på dit website, så skal du sørge for, at de har mulighed for at købe dine bøger. Og forskning viser, at folk trykker 3 gange så meget på en grøn ’køb nu’-knap, så det er bare om at placere en grøn knap’, sagde den kvindelige underviser på klingende lollandsk. Hun smilede og så alle sigende ind i øjnene.

Jeg sad til et seminar, hvor formålet var at lære at lave et godt forfatterwebsite. Synlighed er vigtig for forfattere, men kan også være en vanskelig disciplin – i hvert fald for mig som egentlig bare gerne vil skrive mine bøger i fred.

’Og så gælder det om at få followers på Fjæsen. Jeg plejer at sige, at hvis der ikke mindst er 300 followers på Facebook, så er siden nok ikke interessant.’ Underviseren rettede sine briller. Hun havde lige vist sin succesrige webshop, hvor hun forhandlede sig selv som kunstner på flere felter, så hun havde vores fulde opmærksomhed.

Underviseren fortsatte: ’For at få optimal effekt skal I skrive til jeres followers minimum hver anden dag. Sørg for at få 20-30 nye om ugen. Husk også at tænke Twitter og Instagram ind.’

Jeg rykkede nervøst i stolen. På en god dag har jeg lidt over 100 followers, og hvis jeg rigtig strammer mig an, får jeg skrevet på Facebook ca. en gang om ugen. Og jeg er hverken på Twitter eller Instagram.

’Ja’, brød en intens mørhåret dame ind. ’Min tommelfingerregel siger, at hvis du virkelig vil have synlighed som forfatter, så skal du som minimum være i et landsdækkende medie en gang om ugen.’

Underviseren nikkede, jeg kapitulerede uden kamp og rejste det mentale hvide flag. Det var uden for min liga.

’Så er der jeres billeder af jer selv. De er så vigtige. Personligt bliver jeg stylet af en dygtig stylist én gang om året og får efterfølgende taget billeder af professionel fotograf. Det koster omkring 5.000 kr. Men det er det værd.’ Hun grinede lidt: ’Ja, faktisk kan nogle ikke en gang genkende mig på mine stylede billeder, men skidt med det. Folk forventer, at jeg som kunstner har lækre billeder af mig selv.’ Underviseren kiggede igen sigende rundt på os alle.

’Godt, skal vi kigge på jeres websites. Louise, må vi se dit website?’

Underviseren kastede mit website op på lærredet og konstaterede: ’Hmmm, der mangler nogle grønne købsknapper.’

Hun havde ret. Jeg noterede.

Den intense mørkhårede dame kiggede over på mig: ’Ja, nu hvor proppen er af flasken, så skal du få et nyt bannerbilleder. Du ser så almindelig ud på billedet. Jeg ville ikke læse en bog af dig.’

’Jamen,’ pippede jeg, ’på det andet billede jeg har, synes jeg, at jeg ser lidt farlig ud – om end det er professionelt fotograferet.’

Jeg viste dem det andet billede, taget i forbindelse med min seneste bogudgivelse, som lå mere skjult på mit site.

’Pjat, du ser brandgodt ud. Hvad siger I andre?’

Samtlige kvinder omkring bordet nikkede i takt.

Kvinderne havde talt, så jeg skiftede forsidebanner næste dag – som den opmærksomme læser, muligvis har bemærket.

I denne tid siger de kloge, at synlighed er eksistens. Og da jeg har mit civile erhverv inden for nogenlunde samme felt, ved jeg godt, at der er noget om snakken. Jeg sidder ofte som den lollandske underviser og rådgiver folk, om end i et andet fag, til det samme. Faktisk holder jeg mig heller ikke tilbage for at give samme råd til mine forfatterkollegaer.

Men nu hvor jeg er på den anden side af bordet, nu hvor det er mig, der er objektet, mig der skal brandes, så er tingene sjovt nok slet ikke så ligetil. Og jeg bliver oprigtig talt så træt som de gamles by af kravet om evig synlighed og promovering. Kan det virkelig være rigtigt, at graden af synlighed påvirker kunstens kvalitet? Kan jeg kun få succes som forfatter, hvis jeg har flair for at synliggøre mig selv på de sociale platforme? Er eksponering blevet vigtigere end indhold?

Selvfølgelig kan det ikke sættes så hårdt op, men der er et stigende krav om synlighed, som jeg personligt ikke kan honorere. Hvis jeg skulle følge alle regler om optimal synlighed, ville jeg bl.a. kede mine followers med intetsigende opdateringer, og hvad værre er, jeg ville aldrig få ro til at få skrevet det, som er kernen i mit virke. Nemlig historierne. Og de er grunden til, at jeg er forfatter. Hvis jeg ikke fik en dyb, grund­læggende tilfredshed ved at skrive og finde på historier, ville jeg stensikkert lave noget andet. Noget som ikke var nær så sårbart.

Trætheden strammer hen over min pande. Mit forfatter-jeg får akut trang til at lave en Maud og gå ind og lægge mig. Men så er det, at mit rådgiver-jeg beroligende siger: ’Lav en kop te, skriv og luk verden ude, så placerer jeg en grøn knap på dit website.’

kob_knap

Iltmaske

Hamsterhjul, Inspiration, Livet, Skrivning,

Jeg løber en del i mit liv. Ofte haster jeg afsted for at nå det hele, og alligevel er jeg altid et par skridt bagud. Jeg har travlt med det hele: børnene, familien, jobbet og alt det andet jeg også tror, jeg kan nå, men som ikke er muligt. Tit bliver det sent, før jeg sætter mig ned og bare er til i et kort øjeblik, før jeg igen skal videre. Det kan nok ikke være anderledes med fuldtidsjob, småbørn, skriveriet og insisteren på at bage mit eget brød.

For det meste balancerer det regnestykke, jeg kalder mit liv. Og i de magiske øjeblikke går det hele tilmed op i en højere enhed. Jeg forsøger altid at lagre disse øjeblikke og komme dem på glas. Men de er flygtigere end æter.

Andre gange er jeg ved at kløjs i det hele. Så kan jeg ikke få luft, mit hår bliver højt, jeg råber og er ikke særlig rar. Bagefter undskylder jeg og forsøger at forbedre mig, indtil det næste gang bliver for meget, og jeg får svært ved at trække vejret. Flypersonalet og min frisør siger, at det er vigtigst at komme en iltmaske på sig selv, før du kommer den på andre. Og når det hele kører op, minder min mand mig om, at det er ved at være tid til en iltmaske. Så tager jeg på museum med min datter.

Jeg tager tidligt fri, afleverer hende i værkstedet og sætter mig cafeen og bestiller en kop te. Så har jeg knap to timer, som er mine. Mine helt alene. Jeg bestemmer, hvad jeg skal og vil. Ofte bliver det at skrive. Jeg kommer ikke ned i tempo med det samme, men langsomt og roligt lander jeg hos mig selv, lige ind til min datter kommer løbende med noget selvproduceret, som skal granskes og beundres.

Det gør jeg hellere end gerne, for jeg har haft tid til at trække vejret i en iltmaske, så jeg igen kan fungere i verden. Nu som et venligere menneske med velfriseret hår og rolig vejrtrækning.

Iltmaske

Om Gud, spøgelser og zombier

Inspiration, Skrivning, , ,

–          Mor – findes Gud?
Mig: Det er der nogen som tror.
–          Tror du?
Mig: Der er rigtig mange som tror på Gud, så mon ikke Gud findes?
Hvad skal jeg sige til et barn som bare gerne vil vide, hvordan verden hænger sammen. Jeg ved det jo heller ikke. Jeg er hverken døbt, konfirmeret, gift i kirke eller har døbt mine egne børn, men hvordan skulle jeg skråsikkert kunne sige, at Gud ikke findes?

–          Hvad med spøgelser?
Mig: Det er der nogen, som kan se dem.
–          Jeg kan se dem.
Mig: Nej, det kan vi ikke i vores familie.
–          Men jeg kan altså.
Mig: Bed dem om at gå deres vej, hvis du ikke kan lide dem. Det er der nogen, som siger virker.
Jeg lever i en rationel og fysisk verden, men som forfatter bliver det for trist og for fattigt, hvis jeg ikke tror på muligheden for noget mere. Og fantasien er for mig en af mine mest underholdende venner. Hende giver jeg hellere end gerne videre til mine børn.

–          Hvad så med zombier?
Mig, fuldstændigt afvisende: De findes ikke!
–          Hvorfor ikke?
Ja hvorfor ikke? For nogle mennesker er de yderst virkelige og skræmmende, så hvordan kan jeg fornægte deres eksistens?

Mig: Dem der tror på zombier bor et helt andet sted end her, sov nu bare.