Jeg drømmer om træer. Jeg kigger efter træer og læser bøger om dem. Jeg holder mig ikke tilbage fra at falde i snak med fremmede mennesker om træerne i deres haver, og hvordan de passer på dem. En medarbejder fra forlaget plejer at sige til mig, at man bør gøre tre ting i sit liv:

• Sætte et barn i verden
• Skrive en bog
• Plante et træ

Jeg har fået de børn, jeg skal have, men jeg er hverken færdig med at skrive bøger eller plante træer.

Da jeg flyttede ind i vores hus med tilhørende have, stod der i midten af haven et stort, smukt japansk kirsebærtræ. Ifølge min genbo var træet kendt i kvarteret for sin overdådige forårsblomstring. Efter sigende skulle græsplænen, når træet afblomstrede, blive dækket af et tykt lag af duftende blomsterblade, så det lignede, at det havde sneet på en solskinsdag i maj.

Men allerede året efter vi var flyttet ind, begyndte træet at sygne hen. I løbet af kort tid blev det et afpillet og bedrøvet træ. Måske sygnede det hen i længsel efter de tidligere ejere, eller også havde det fået skurv. Lige meget hvilken fortælling vi lagde ned over træet, blev vi nødt til at fælde det. Det var trist, da vi sidste år skar træet ned, men min far blev glad for brændet, og haven er blevet et nyt og åbent sted, som kalder på, at jeg sætter mine egne træer.

Det er med træer, som med historier. Træer skal plantes i rette jordtype, de skal sættes på det rigtige tidspunkt af året, og de skal plejes og næres. På samme måde skal historier passe til mit fundament. Det nytter ikke at skrive om noget, som ikke kan gro i min jord, og historier skal gribes og skrives, når tiden er inde. Og så skal historier skrives – ellers sygner de hen.

Men så hører træ og historie-sammenligningen op. For træet vælger jeg egenrådigt til min have, men jeg vælger sjældent mine historier. De kommer, når de har lyst og er ikke nødvendigvis den type historier, som havde været mit førstevalg. Jeg kan godt få en ide til en historie, som på papiret synes topgod, jeg vander og plejer den. Men alligevel fænger den ikke rigtig an. Til gengæld skyder andre historier tit op som vildskud, jeg forsøger at ignorere. Men de vokser sig vilde og stærke, hvad enten jeg vil det eller ej, og min opgave er mere at skrive dem, end at forsøge at styre slagets gang.

Det, jeg holder særligt af ved både træer og historier, er deres proces: Processen med at jeg udvælger mit træ, gøder det, ser det vokse til og skabe sin egen plads i min have. Processen med hvordan historien vælger mig, kræver sin plads, kræver min tid, folder sig ud og beriger mig.

Derfor drømmer jeg om træer og historier.