Tag Archives: Håb

Overvejelser om at udkomme

‘Er du bange for at udkomme?’ spørger en spinkel kvinde mig, mens hun ser opmærksomt på mig. Vi sidder på en legeplads med septembers blå-blå himmel hvælvende over os. Jeg kan mærke en indre sitren strømme fra hende. Hun er ved at være færdig med sin egen bog og er i syv sind over, hvorvidt hun vil få den udgivet. Om hun magter det, der følger med.

Jeg kan godt forstå hende. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene om hele cirkusset, herunder opmærksomheden og anmeldelserne. Jeg læste en gang i et interview med den amerikanske forfatter Paul Auster, at han aldrig læser anmeldelser. Hverken de gode eller de dårlige. De forstyrrer ham. Fra den dag holdt jeg også op med at læse anmeldelser.

Inden min debutbog udkom tænkte jeg ikke over, hvad der sker, når en bog rammer verden. Jeg kastede mig bare ud i det. Hvis jeg havde tænkt for meget, var det ikke sikkert, jeg havde gjort det. Fordi sandheden er, at de to gange jeg har udgivet en bog, har jeg efterfølgende følt mig mørbanket. Både af det gode, som af det mindre gode. Oplæsninger, interviews, opmærksomhed, mangel på opmærksomhed, det hele. Det er lidt lige som at blive kastet ind i en boksekamp med flere omgange. Uagtet om jeg har vundet, tabt eller det blev uafgjort, har jeg efterfølgende skullet finde mig selv igen. For mig er det klart processen med at skrive bogen, som er den bedste del.

I samme interview med Paul Auster beskrev han også noget i stil med, at når håbefulde forfattere spørger ham om, han kan anbefale at blive forfatter, svarer han gerne: ‘Hold dig fra det’. Når de går ham på klingen, gentager han: ‘Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra det’. Hvis de særlig vedholdende stadig ikke er skræmt væk, svarer han: ‘Ok, hvis du vitterligt ikke kan lade være, så gør det og nyd det’.

Det er Paul Austers ord, som jeg genfortæller til min veninde, for jeg kan ikke sige det bedre selv. Det er i perioder utaknemligt og ensomt at være forfatter eller kunstner. Men hvis du virkelig ikke kan lade være, så gør det. Og nyd det. Det er nemlig også ubeskriveligt sjovt, inspirerende og givende – og det opvejer alt andet.

Og så slutter jeg af med mine egne ord: Nemlig at jeg tror på hende og håber, hun vil udgive sin bog, for jeg vil rigtig gerne læse den.


Lammetæv

’Ja, jeg mangler bare papegøjen,’ sagde hun vittigt. Men som hun stod der med klap for øjet, og lam i den ene side af ansigtet, havde jeg svært ved at svare noget muntert tilbage. Jeg vidste godt, hvordan det var fat med hende. Hun havde meget nøgent skrevet til mig, at når vi nu skulle ses, skulle jeg altså være klar over, at operationen var mislykkedes, og hun ikke helt lignede sig selv. Men jeg havde ikke forstået, hvad det egentlig betød. Hele hendes historie var uden for min fatteevne.

Hun var gået til lægen, fordi hun havde svært at ved at høre på højre øre, og det havde vist sig, at hun havde en 5 cm. svulst i øret. Godartet, heldigvis. Men svulsten skulle bortopereres hurtigst muligt, og operationen var kommet for tæt på ansigtsnerven, så hendes ansigt var blevet lammet i højre side.

’Jeg er ok, jeg skal bare over det’, sagde hun til mig en råkold vintereftermiddag på en cafe i indre by. Hun fortalte det hele som om, en anden havde oplevet det. Vi lo meget, selvom der som sådan ikke var meget at grine af. Vi kunne ikke lade være. Nogle holder angsten på afstand ved at synge. Vi ler.

Da jeg cyklede hjem fra vores aftale den mørke tidlige aften, kunne jeg kun tænke en ting: lammetæv, og jeg tænkte på forfatteren Jennifer Egans vending: ´livet er et tæskehold’. Uden varsel var livet dukket op ved hendes dør og havde givet hende lammetæv. Jeg ved godt, at sådan er livet også, og heldigvis var det ikke alvorligt. Men i mørket kom det hele tæt på.

Henover året kom hun sig gradvist. Hun behøvede ikke længere gå med klap for øjet, lammelsen fortog sig i ansigtsnerven, og hun begyndte at arbejde igen. Jo bedre hun fik det, jo mere erkendte hun, hvor stor forskrækkelsen havde været. At oplevelsen havde gjort hende bange, at hun frygtede, hvor meget hun ville kunne klare.

Vi havde en aftale igen for ikke så længe siden. Hendes ansigt havde kun få mærker efter tæskeholdet. Men der var også noget andet. Hendes menstruation var udeblevet. En graviditetstest var negativ. Så blev hun for alvor bange. Hvad ventede hende nu? Var hendes krop for alvor ved at bryde sammen? En aftale hos lægen viste, at frygten var ubegrundet, at hun var gravid. Og det blev vendepunktet for hende. Hun holdt op med at frygte og i stedet besluttede hun sig for at skulle vise livet, hvad hun er gjort af. Herunder at kunne føde uden smertelindring.

Jeg tænkte igen ’lammetæv’, da jeg cyklede hjem efter den aftale. Men forskellen var, at det ikke var livet som uddelte dem, men hende selv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at babyen i maven får den sejeste mor.

En af de dage

Det var en af de dage, hun ringede. En af de dage, hvor jeg råbte og var sur. Skældte og smældte over noget, jeg ikke længere husker. Sikkert noget med børn, som ikke rydder op, eller hører efter, eller opvask eller tøjvask eller bare generel kvælning i livets hamsterhjul.

Netop på sådan en dag kom opkaldet. Hun skal opereres. Brystet skal væk. Forstadierne har spredt sig med lynets hast. For en måned sidste vidste hun intet. Enlig mor til to børn og selvstændig.

Jeg blev med ét mindet om, at irritationer blot er krusninger på livets overflade. At livet er faser, og du ved aldrig, hvordan noget slutter eller noget nyt begynder. At livet handler om at give hinanden mod og styrke til at håndtere det, der sker.

Pandora fra den græske mytologi kom af nysgerrighed eller kedsomhed til at åbne en æske, hvormed hun slap alverdens plager ud. Men hun nåede også at lukke håbet ud. Håbet der lyser op blandt plagerne.

Og netop det håb sender jeg til hende.