Tag Archives: lammetæv

Når flaget skal sættes på halvt

Morgenen efter Oluf Palme blev skudt, satte min far flaget på halvt.  Jeg stod ude i haven og så undrende til. Jeg var 11 år, interesserede mig ikke for ret meget andet end mig selv, mindst af alt Sveriges afdøde statsminister. Men dagen rager op i min erindring, fordi min far for eneste gang nogensinde flagede på halvt, og fordi han talte med mig om, hvorfor man bør vise sin holdning, når noget så forstemmende sker.

Da krigen brød ud i Jugoslavien i 1990, sad jeg inde i et ildelugtende klasselokale. Min ellers mavesure historielærer havde kørt fjernsynet frem og tændt for CNN, for nu skete der noget af historisk betydning. Gardinerne var trukket for, der lugtede af sved og banan, og billederne på tv’et var uvirkelige, forvirrende og kørte i ring. Jeg husker, at jeg blev siddende i lokalet det meste af dagen for at forsøge at fatte, hvad der skete.

Samme fornemmelse havde jeg 11. september 2001, da jeg sad sammen med mine medstuderende på et lille kollegieværelse i England og så, hvordan Twin Towers styrtede sammen. Senere gik vi til forelæsning, som blev aflyst af en historiker med stram fletning ned af ryggen. I stedet tændte hun for BBC. Igen uvirkelige billeder som kørte i ring.

I onsdags var jeg travl på arbejdet, da jeg så overskrifter om skuddrama i Paris. Jeg arbejdede ufortrødent videre, men holdt mig løbende opdateret om udviklingen på nettet. Da jeg kom hjem i de tidlige aftentimer, gik jeg ud i haven og besigtigede flagstangen, som vi aldrig-aldrig bruger. Jeg forsøger altid at afsætte den til alle, som bare pipper det mindste om flagstænger. Vimplen er fuldstændig flosset og viklet ind i snoren. I tusmørket overvejede jeg mine muligheder. De var ikke mange. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få flaget op, og som gammel spejder ved jeg, at man ikke må flage efter mørkets frembrud.

I stedet gik jeg ind til min datter og talte med hende om angrebet i Paris. Om retten til at udtrykke sig frit, om respekt for andre mennesker, ligegyldigt religion og hudfarve, om enkeltstående ekstremisters meningsløse handlinger, og hvordan vi må stå sammen, når noget så forkert og forstemmende sker.

flag

Lammetæv

’Ja, jeg mangler bare papegøjen,’ sagde hun vittigt. Men som hun stod der med klap for øjet, og lam i den ene side af ansigtet, havde jeg svært ved at svare noget muntert tilbage. Jeg vidste godt, hvordan det var fat med hende. Hun havde meget nøgent skrevet til mig, at når vi nu skulle ses, skulle jeg altså være klar over, at operationen var mislykkedes, og hun ikke helt lignede sig selv. Men jeg havde ikke forstået, hvad det egentlig betød. Hele hendes historie var uden for min fatteevne.

Hun var gået til lægen, fordi hun havde svært at ved at høre på højre øre, og det havde vist sig, at hun havde en 5 cm. svulst i øret. Godartet, heldigvis. Men svulsten skulle bortopereres hurtigst muligt, og operationen var kommet for tæt på ansigtsnerven, så hendes ansigt var blevet lammet i højre side.

’Jeg er ok, jeg skal bare over det’, sagde hun til mig en råkold vintereftermiddag på en cafe i indre by. Hun fortalte det hele som om, en anden havde oplevet det. Vi lo meget, selvom der som sådan ikke var meget at grine af. Vi kunne ikke lade være. Nogle holder angsten på afstand ved at synge. Vi ler.

Da jeg cyklede hjem fra vores aftale den mørke tidlige aften, kunne jeg kun tænke en ting: lammetæv, og jeg tænkte på forfatteren Jennifer Egans vending: ´livet er et tæskehold’. Uden varsel var livet dukket op ved hendes dør og havde givet hende lammetæv. Jeg ved godt, at sådan er livet også, og heldigvis var det ikke alvorligt. Men i mørket kom det hele tæt på.

Henover året kom hun sig gradvist. Hun behøvede ikke længere gå med klap for øjet, lammelsen fortog sig i ansigtsnerven, og hun begyndte at arbejde igen. Jo bedre hun fik det, jo mere erkendte hun, hvor stor forskrækkelsen havde været. At oplevelsen havde gjort hende bange, at hun frygtede, hvor meget hun ville kunne klare.

Vi havde en aftale igen for ikke så længe siden. Hendes ansigt havde kun få mærker efter tæskeholdet. Men der var også noget andet. Hendes menstruation var udeblevet. En graviditetstest var negativ. Så blev hun for alvor bange. Hvad ventede hende nu? Var hendes krop for alvor ved at bryde sammen? En aftale hos lægen viste, at frygten var ubegrundet, at hun var gravid. Og det blev vendepunktet for hende. Hun holdt op med at frygte og i stedet besluttede hun sig for at skulle vise livet, hvad hun er gjort af. Herunder at kunne føde uden smertelindring.

Jeg tænkte igen ’lammetæv’, da jeg cyklede hjem efter den aftale. Men forskellen var, at det ikke var livet som uddelte dem, men hende selv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at babyen i maven får den sejeste mor.