’Ja, jeg mangler bare papegøjen,’ sagde hun vittigt. Men som hun stod der med klap for øjet, og lam i den ene side af ansigtet, havde jeg svært ved at svare noget muntert tilbage. Jeg vidste godt, hvordan det var fat med hende. Hun havde meget nøgent skrevet til mig, at når vi nu skulle ses, skulle jeg altså være klar over, at operationen var mislykkedes, og hun ikke helt lignede sig selv. Men jeg havde ikke forstået, hvad det egentlig betød. Hele hendes historie var uden for min fatteevne.

Hun var gået til lægen, fordi hun havde svært at ved at høre på højre øre, og det havde vist sig, at hun havde en 5 cm. svulst i øret. Godartet, heldigvis. Men svulsten skulle bortopereres hurtigst muligt, og operationen var kommet for tæt på ansigtsnerven, så hendes ansigt var blevet lammet i højre side.

’Jeg er ok, jeg skal bare over det’, sagde hun til mig en råkold vintereftermiddag på en cafe i indre by. Hun fortalte det hele som om, en anden havde oplevet det. Vi lo meget, selvom der som sådan ikke var meget at grine af. Vi kunne ikke lade være. Nogle holder angsten på afstand ved at synge. Vi ler.

Da jeg cyklede hjem fra vores aftale den mørke tidlige aften, kunne jeg kun tænke en ting: lammetæv, og jeg tænkte på forfatteren Jennifer Egans vending: ´livet er et tæskehold’. Uden varsel var livet dukket op ved hendes dør og havde givet hende lammetæv. Jeg ved godt, at sådan er livet også, og heldigvis var det ikke alvorligt. Men i mørket kom det hele tæt på.

Henover året kom hun sig gradvist. Hun behøvede ikke længere gå med klap for øjet, lammelsen fortog sig i ansigtsnerven, og hun begyndte at arbejde igen. Jo bedre hun fik det, jo mere erkendte hun, hvor stor forskrækkelsen havde været. At oplevelsen havde gjort hende bange, at hun frygtede, hvor meget hun ville kunne klare.

Vi havde en aftale igen for ikke så længe siden. Hendes ansigt havde kun få mærker efter tæskeholdet. Men der var også noget andet. Hendes menstruation var udeblevet. En graviditetstest var negativ. Så blev hun for alvor bange. Hvad ventede hende nu? Var hendes krop for alvor ved at bryde sammen? En aftale hos lægen viste, at frygten var ubegrundet, at hun var gravid. Og det blev vendepunktet for hende. Hun holdt op med at frygte og i stedet besluttede hun sig for at skulle vise livet, hvad hun er gjort af. Herunder at kunne føde uden smertelindring.

Jeg tænkte igen ’lammetæv’, da jeg cyklede hjem efter den aftale. Men forskellen var, at det ikke var livet som uddelte dem, men hende selv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at babyen i maven får den sejeste mor.