’Har du hørt det?’
Vi havde ikke set hinanden i flere år. Nu mødtes vi til en stor fest med folk i festskrud, drinks, tapas, taler, latter, høje stemmer og DJ. Hun var min venindes veninde. Vi havde kendt hinanden i flere år, men sidst jeg så hende, havde hun haft en udefinerbar tristhed over sig. På distancen fulgte jeg hende gennem min veninde. Hun og hendes mand gik noget tid efter fra hinanden. Manden ville ikke tale om det, og hun selv trak sig bort. I søstersolidaritetens navn bryggede min veninde og jeg en historie sammen om, at han havde forladt hende. Svin, som mænd er flest.
’Jeg har måtte gå til psykolog og min bror synes, jeg er et rædselsfuldt menneske.’
Min veninde havde efter et års tid fået hende i tale igen. Vi havde ikke haft ret. Det var ham, som havde bedt hende om at gå, fordi hun havde fundet en anden. Grænseoverskridende for begge parter. Begge kommer de fra sindige jyske familier, hvor man bliver sammen til guldbrylluppet, hvor man synger, spiser tarteletter og fejer resten ind under æresporten.
’Hun var bare en kollega, som jeg syntes var sej. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner. Jeg har altid været til mænd. Men så kyssede hun mig i kælderen, og alting eksploderede. Jeg har aldrig været så forelsket før.’
Hun fortalte mig historien om kollegaen som i den grad slog benene væk under hende og familien. Om hendes og eksmandens forhold, som havde været dødt i flere år, men hvor smerteligt bruddet havde været for hende, manden og deres barn. Om at drømme om lykke og om at have fået den i en anden indpakning end forventet. Om at turde at gå mod strømmen. Og om kollegaen som var blevet til kæresten, som det meste af familien, samt hendes eksmand, havde accepteret.
’Nå, har du fået historien?’
Eksmanden satte sig hen til os. Det var den første fest, de deltog i, sammen, efter bruddet. Rygtet lød, at han nogenlunde var kommet ud på den anden side og nu huserede heftigt på datingscenen.
Hvad kunne jeg sige? Life is never a straight path, som en af mine veninder skrev til mig efter hun efter moden overvejelse var gået fra sin mand, havde levet et par år i Frankrig og nu havde fået børn med selvsamme mand. Er det realistisk, ville min redaktør spørge. Tydeligvis.
Vi skålede for dem, og alle som tør stå ved dem selv. Derefter dansede vi resten af natten væk sammen med alle de andre, som sikkert også havde deres, der skulle danses bort.