Tag Archives: muligheder

Gaver i en anden indpakning end forventet

’Har du hørt det?’

Vi havde ikke set hinanden i flere år. Nu mødtes vi til en stor fest med folk i festskrud, drinks, tapas, taler, latter, høje stemmer og DJ. Hun var min venindes veninde. Vi havde kendt hinanden i flere år, men sidst jeg så hende, havde hun haft en udefinerbar tristhed over sig. På distancen fulgte jeg hende gennem min veninde. Hun og hendes mand gik noget tid efter fra hinanden. Manden ville ikke tale om det, og hun selv trak sig bort. I søstersolidaritetens navn bryggede min veninde og jeg en historie sammen om, at han havde forladt hende. Svin, som mænd er flest.

’Jeg har måtte gå til psykolog og min bror synes, jeg er et rædselsfuldt menneske.’

Min veninde havde efter et års tid fået hende i tale igen. Vi havde ikke haft ret. Det var ham, som havde bedt hende om at gå, fordi hun havde fundet en anden. Grænseoverskridende for begge parter. Begge kommer de fra sindige jyske familier, hvor man bliver sammen til guldbrylluppet, hvor man synger, spiser tarteletter og fejer resten ind under æresporten.

’Hun var bare en kollega, som jeg syntes var sej. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner. Jeg har altid været til mænd. Men så kyssede hun mig i kælderen, og alting eksploderede. Jeg har aldrig været så forelsket før.’

Hun fortalte mig historien om kollegaen som i den grad slog benene væk under hende og familien. Om hendes og eksmandens forhold, som havde været dødt i flere år, men hvor smerteligt bruddet havde været for hende, manden og deres barn. Om at drømme om lykke og om at have fået den i en anden indpakning end forventet. Om at turde at gå mod strømmen. Og om kollegaen som var blevet til kæresten, som det meste af familien, samt hendes eksmand, havde accepteret.

’Nå, har du fået historien?’

Eksmanden satte sig hen til os. Det var den første fest, de deltog i, sammen, efter bruddet. Rygtet lød, at han nogenlunde var kommet ud på den anden side og nu huserede heftigt på datingscenen.

Hvad kunne jeg sige? Life is never a straight path, som en af mine veninder skrev til mig efter hun efter moden overvejelse var gået fra sin mand, havde levet et par år i Frankrig og nu havde fået børn med selvsamme mand. Er det realistisk, ville min redaktør spørge. Tydeligvis.

Vi skålede for dem, og alle som tør stå ved dem selv. Derefter dansede vi resten af natten væk sammen med alle de andre, som sikkert også havde deres, der skulle danses bort. 

Udsigten fra den anden side af 40

’Jeg er forelsket,’ siger den gamle mand og ler lidt genert. Han jager en hånd igennem sit sparsomme hår og retter på den stærke brille. Han fortsætter: ’Jeg mødte hende for nogle år siden til et arrangement. Den gang tænkte jeg, at det ville blive for bøvlet. Så mødte jeg hende igen for nogle måneder siden, og denne gang måtte jeg gøre noget. Ser du som 71-årig, bliver jeg ikke yngre, jeg må udnytte muligheden. Kan du følge mig?’

Jeg nikker. Hans historie sætter et spejl op for mine fordomme om alder. Denne sommer ramte jeg et af livets skarpe hjørner. Det fyrretyvende år. Eller som vi sagde i min ungdom: ’40, fed og færdig’. I dag siger de kloge, at 40’erne er de nye 30’ere. Og de har sikkert ret. Men det ændrer ikke ved, at når du fylder 40 år er halvdelen af dit liv sandsynligvis gået.

Mange af livets store valg er truffet. Det er svært at skifte karrierespor, mange har valgt en partner, for kvinder er det sidste udkald for at få børn og familiens ældste begynder at gå bort. Jeg kender ingen som ikke på en eller anden måde er blevet grebet af panik ved tanken og er blevet nødt til at genoverveje deres liv.

En ven købte en motorcykel, som han aldrig bruger. Andre har skiftet konen eller manden ud, eller gennemført en triatlon, eller fået et barn eller en efternøler. Og en veninde kan tale i timer om den store, vidunderlige 40 års-fest, hun skal holde. Hun er i skrivende stund 43. Personligt skrev jeg en bog: Jordfald.

Nu er jeg på den anden side af 40. Det er befriende at have været rundt om blokken og bloggen mere end en gang. Du ved, at ulykke varer ikke evigt, lige såvel som lykken, så det handler om at nyde lykken, når hun kigger forbi og komme gennem de perioder, hvor hun holder sig væk.

Udsigten på den anden side af 40 år er desuden pæn, især når jeg ser den 71 årige mand gå sammen med sin jævnaldrende kæreste. De holder hele tiden hinandens hænder. De kan slet ikke lade være.

De griber mulighederne, uagtet tallet på dåbsattesten.