Jeg bliver gerne spurgt om, hvordan jeg har tid til at skrive med småbørn og fuldtidsjob?

Svaret blæser i vinden. En humlebi burde ikke kunne flyve, men gør det alligevel.

Og så er der altid en bagside til et valg. Jeg går eksempelvis alt for sjældent i biografen, læser for få bøger og hvis jeg sætter mig til at se et afsnit af en serie, sover jeg efter max 10 minutter. Og vi taler her kun serier, som jeg har fået anbefalet i høje toner af troværdige mennesker. Men hvad værre er, at jeg ikke ser mine veninder nok. Henrik Nordbrandt skriver i et digt om at løbe mellem bjergene og havet. Han holder af begge og vil ikke undvære nogen af dem. Sådan har jeg det også og forsøger at løbe mellem livet i almindelighed og skrivning, men det er altid på bekostning af den ene part.

Så er der dem, som spørger om hvordan jeg får mine ideer. Det er det mindste af det hele. De fleste kommer myldrende, mens jeg skriver. De bedste dukker op kl. 4 om morgenen, og andre igen materialiserer sig, når jeg løber ved havet og lytter til eksempelvis: