Der bor en gammel mand inde i mig. Han er mavesur og har overskæg, ikke fordi han er hipster, men fordi han mener, det er sådan, en mand skal se ud. De gamle mænd på balkonen i Muppet Show er hans åndsfæller. Både de og han brokker sig over verden i en lind strøm. Der er sjældent noget, som er godt nok. Min gamle mand hader alt, hvad der er for rigtigt eller hypet, og er ikke bleg for at give sin mening til kende.

Nu og da stikker den gamle mand hovedet frem. Jeg er ikke stolt. Han er hverken politisk korrekt eller charmerende. Jeg prøver at give ham modstand, men han er en sej herre.

Eksempelvis er jeg ofte blevet anbefalet den svenske roman: Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt.’ Mange troværdige mennesker har skamrost den til skyerne, men den gamle mand har vægret sig mod at læse den og i stedet rystet spottende på hovedet.

I juleferien trodsede jeg ham og begyndte at læse bogen. Den er bestemt opfindsom og har en høj energi, men da jeg havde tvunget mig selv halvt gennem bogen, forstod jeg stadig ikke, hvorfor jeg skulle læse den. Så sprang jeg til slutningen, jeg vil ikke gå glip af noget, men jeg kunne stadig ikke mærke den og gav op.

’Du fletter næbbet,’ sagde jeg truende til den gamle mand, hvilket han på sin egen måde gjorde. Men hans gnæggen rungede i mit hoved og sagde mere end ord.

Så det var med bange anelser, jeg begyndte at læse den roste japanske tegneserie: ’Min fjerne barndomsby’ af Jiro Taniguchi. Heldigvis blev min bekymring gjort til skamme. Jeg slugte den grådigt og vil have mere (godt, forfatteren har skrevet mange mangaer). At slutningen så minder om den amerikanske 80’er-film ’Peggy Sue got married,’ siger mere om min tvivlsomme referenceramme end om bogen.

’Tag den!’ triumferede jeg til den gamle.
’Umfff…’ mumlede han og verfede mig væk, travlt optaget af at læse tegneserien igen.

Den sure gamle mands åndsfæller