Jeg er die-hard Miyazaki-fan. Selvfølgelig måtte jeg nå i biografen for at se, hvad Miyazaki selv omtaler som sin sidste film: ”Når vinden rejser sig”. Den handler om havarede fly, endeløs blå himmel og om prisen for at udleve sine drømme.
Filmen følger Jiro fra hans barnedrømme om flyvemaskiner til, han bliver flyingeniør og bygger sine egne fly. Fly også kamikazepiloterne brugte. Jiro bygger således fly som på en gang er smukke, løfterige og dødbringende.
“Når vinden rejser sig” var flot. Jeg kan dog ikke svinge mig op til helt samme begejstring som mange anmeldere. Sine steder er den lidt lang, og jeg savner Miyazakis magiske elementer. Men der er også passager i filmen, hvor Miyazaki går rent ind i min hjertekule.
Stærkest står scenerne af Jiro, som trasker rundt i rygende vragrester fra et havareret fly, han har bygget og sendt af sted, men som ikke holdt til virkeligheden og derfor brændte op. Og modvægten er scenerne af Jiro, som står på en vidunderlig grøn mark og ser sine smukke fly stige op mod himlen.
Disse scener er for mig kraftfulde billeder på at udleve sine drømme, forfatter eller menneske generelt: Du bliver nødt til at tro på dine drømme og forsøge at realisere dem på bedst mulig måde. Nogle gange styrter de til jorden og bliver til vragdele, andre gange svæver de højt op mod en endeløs, blå himmel, og det hele går op i en højere enhed. Men lige meget hvilket udfald er øjeblikket flygtigt, og livet haster videre.
