Category Archives: Livet

Drømme om træer og historier

Jeg drømmer om træer. Jeg kigger efter træer og læser bøger om dem. Jeg holder mig ikke tilbage fra at falde i snak med fremmede mennesker om træerne i deres haver, og hvordan de passer på dem. En medarbejder fra forlaget plejer at sige til mig, at man bør gøre tre ting i sit liv:

  • Sætte et barn i verden
  • Skrive en bog
  • Plante et træ

Jeg har fået de børn, jeg skal have, men jeg er hverken færdig med at skrive bøger eller plante træer.

Da jeg flyttede ind i vores hus med tilhørende have, stod der i midten af haven et stort, smukt japansk kirsebærtræ. Ifølge min genbo var træet kendt i kvarteret for sin overdådige forårsblomstring. Efter sigende skulle græsplænen, når træet afblomstrede, blive dækket af et tykt lag af duftende blomsterblade, så det lignede, at det havde sneet på en solskinsdag i maj.

Men allerede året efter vi var flyttet ind, begyndte træet at sygne hen. I løbet af kort tid blev det et afpillet og bedrøvet træ. Måske sygnede det hen i længsel efter de tidligere ejere, eller også havde det fået skurv. Lige meget hvilken fortælling vi lagde ned over træet, blev vi nødt til at fælde det. Det var trist, da vi sidste år skar træet ned, men min far blev glad for brændet, og haven er blevet et nyt og åbent sted, som kalder på, at jeg sætter mine egne træer.

Det er med træer, som med historier. Træer skal plantes i rette jordtype, de skal sættes på det rigtige tidspunkt af året, og de skal plejes og næres. På samme måde skal historier passe til mit fundament. Det nytter ikke at skrive om noget, som ikke kan gro i min jord, og historier skal gribes og skrives, når tiden er inde. Og så skal historier skrives – ellers sygner de hen.

Men så hører træ og historie-sammenligningen op. For træet vælger jeg egenrådigt til min have, men jeg vælger sjældent mine historier. De kommer, når de har lyst og er ikke nødvendigvis den type historier, som havde været mit førstevalg. Jeg kan godt få en ide til en historie, som på papiret synes topgod, jeg vander og plejer den. Men alligevel fænger den ikke rigtig an. Til gengæld skyder andre historier tit op som vildskud, jeg forsøger at ignorere. Men de vokser sig vilde og stærke, hvad enten jeg vil det eller ej, og min opgave er mere at skrive dem, end at forsøge at styre slagets gang.

Det, jeg holder særligt af ved både træer og historier, er deres proces: Processen med at jeg udvælger mit træ, gøder det, ser det vokse til og skabe sin egen plads i min have. Processen med hvordan historien vælger mig, kræver sin plads, kræver min tid, folder sig ud og beriger mig.

Derfor drømmer jeg om træer og historier.

Prisen for at udleve sine drømme

Jeg er die-hard Miyazaki-fan. Selvfølgelig måtte jeg nå i biografen for at se, hvad Miyazaki selv omtaler som sin sidste film: ”Når vinden rejser sig”. Den handler om havarede fly, endeløs blå himmel og om prisen for at udleve sine drømme.

Filmen følger Jiro fra hans barnedrømme om flyvemaskiner til, han bliver flyingeniør og bygger sine egne fly. Fly også kamikazepiloterne brugte. Jiro bygger således fly som på en gang er smukke, løfterige og dødbringende.

“Når vinden rejser sig” var flot. Jeg kan dog ikke svinge mig op til helt samme begejstring som mange anmeldere. Sine steder er den lidt lang, og jeg savner Miyazakis magiske elementer. Men der er også passager i filmen, hvor Miyazaki går rent ind i min hjertekule.

Stærkest står scenerne af Jiro, som trasker rundt i rygende vragrester fra et havareret fly, han har bygget og sendt af sted, men som ikke holdt til virkeligheden og derfor brændte op. Og modvægten er scenerne af Jiro, som står på en vidunderlig grøn mark og ser sine smukke fly stige op mod himlen.

Disse scener er for mig kraftfulde billeder på at udleve sine drømme, forfatter eller menneske generelt: Du bliver nødt til at tro på dine drømme og forsøge at realisere dem på bedst mulig måde. Nogle gange styrter de til jorden og bliver til vragdele, andre gange svæver de højt op mod en endeløs, blå himmel, og det hele går op i en højere enhed. Men lige meget hvilket udfald er øjeblikket flygtigt, og livet haster videre.

Iltmaske

Jeg løber en del i mit liv. Ofte haster jeg afsted for at nå det hele, og alligevel er jeg altid et par skridt bagud. Jeg har travlt med det hele: børnene, familien, jobbet og alt det andet jeg også tror, jeg kan nå, men som ikke er muligt. Tit bliver det sent, før jeg sætter mig ned og bare er til i et kort øjeblik, før jeg igen skal videre. Det kan nok ikke være anderledes med fuldtidsjob, småbørn, skriveriet og insisteren på at bage mit eget brød.

For det meste balancerer det regnestykke, jeg kalder mit liv. Og i de magiske øjeblikke går det hele tilmed op i en højere enhed. Jeg forsøger altid at lagre disse øjeblikke og komme dem på glas. Men de er flygtigere end æter.

Andre gange er jeg ved at kløjs i det hele. Så kan jeg ikke få luft, mit hår bliver højt, jeg råber og er ikke særlig rar. Bagefter undskylder jeg og forsøger at forbedre mig, indtil det næste gang bliver for meget, og jeg får svært ved at trække vejret. Flypersonalet og min frisør siger, at det er vigtigst at komme en iltmaske på sig selv, før du kommer den på andre. Og når det hele kører op, minder min mand mig om, at det er ved at være tid til en iltmaske. Så tager jeg på museum med min datter.

Jeg tager tidligt fri, afleverer hende i værkstedet og sætter mig cafeen og bestiller en kop te. Så har jeg knap to timer, som er mine. Mine helt alene. Jeg bestemmer, hvad jeg skal og vil. Ofte bliver det at skrive. Jeg kommer ikke ned i tempo med det samme, men langsomt og roligt lander jeg hos mig selv, lige ind til min datter kommer løbende med noget selvproduceret, som skal granskes og beundres.

Det gør jeg hellere end gerne, for jeg har haft tid til at trække vejret i en iltmaske, så jeg igen kan fungere i verden. Nu som et venligere menneske med velfriseret hår og rolig vejrtrækning.

Iltmaske

En af de dage

Det var en af de dage, hun ringede. En af de dage, hvor jeg råbte og var sur. Skældte og smældte over noget, jeg ikke længere husker. Sikkert noget med børn, som ikke rydder op, eller hører efter, eller opvask eller tøjvask eller bare generel kvælning i livets hamsterhjul.

Netop på sådan en dag kom opkaldet. Hun skal opereres. Brystet skal væk. Forstadierne har spredt sig med lynets hast. For en måned sidste vidste hun intet. Enlig mor til to børn og selvstændig.

Jeg blev med ét mindet om, at irritationer blot er krusninger på livets overflade. At livet er faser, og du ved aldrig, hvordan noget slutter eller noget nyt begynder. At livet handler om at give hinanden mod og styrke til at håndtere det, der sker.

Pandora fra den græske mytologi kom af nysgerrighed eller kedsomhed til at åbne en æske, hvormed hun slap alverdens plager ud. Men hun nåede også at lukke håbet ud. Håbet der lyser op blandt plagerne.

Og netop det håb sender jeg til hende.