Category Archives: Inspiration

Om Gud, spøgelser og zombier

–          Mor – findes Gud?
Mig: Det er der nogen som tror.
–          Tror du?
Mig: Der er rigtig mange som tror på Gud, så mon ikke Gud findes?
Hvad skal jeg sige til et barn som bare gerne vil vide, hvordan verden hænger sammen. Jeg ved det jo heller ikke. Jeg er hverken døbt, konfirmeret, gift i kirke eller har døbt mine egne børn, men hvordan skulle jeg skråsikkert kunne sige, at Gud ikke findes?

–          Hvad med spøgelser?
Mig: Det er der nogen, som kan se dem.
–          Jeg kan se dem.
Mig: Nej, det kan vi ikke i vores familie.
–          Men jeg kan altså.
Mig: Bed dem om at gå deres vej, hvis du ikke kan lide dem. Det er der nogen, som siger virker.
Jeg lever i en rationel og fysisk verden, men som forfatter bliver det for trist og for fattigt, hvis jeg ikke tror på muligheden for noget mere. Og fantasien er for mig en af mine mest underholdende venner. Hende giver jeg hellere end gerne videre til mine børn.

–          Hvad så med zombier?
Mig, fuldstændigt afvisende: De findes ikke!
–          Hvorfor ikke?
Ja hvorfor ikke? For nogle mennesker er de yderst virkelige og skræmmende, så hvordan kan jeg fornægte deres eksistens?

Mig: Dem der tror på zombier bor et helt andet sted end her, sov nu bare.

Mine japanske forelskelser

Jeg gik død på side 20 af den japanske forfatter Haruki Murakamis murstensroman Trækopfuglens krønike. Derpå smed jeg bogen ud og besluttede, at japanske udgydelser ikke var noget for mig. Bum. Sådan var det.

Men der er noget med, at skråsikre holdninger kan komme til at ramme én som en boomerang. At livet har en tendens til at komme efter en.

Flere år senere kom jeg af vanvare til at læse Murakamis roman Norwegian Wood. Hov. Den var god. Fascinerende, fremmed og samtidig meget genkendelig. Jeg fik med andre ord med Murikami-nålen lige i armen. Og så gik jeg i gang at læse resten af hans bøger. Jeg læste ham faktisk så meget, at jeg er blevet lidt træt af ham, så træt man nu kan blive af en forfatter som er i ens personlige top 10. Men Trækopfuglens krønike har jeg stadig ikke læst. Og nu er det et princip.

Det-levende-slottet
Hayao Miyazaki

Ikke lang tid efter faldt jeg pladask for filmskaberen Hayao Miyazaki. En doven juledag zappede jeg ind på tegnefilmen Det levende slot af Miyazaki. Den aften gjorde min verden større. Sjældent har jeg været så underholdt af en tegnefilm. Jeg dykkede derefter ned i hans andre film. Jeg ser stadig alle hans film og tvinger mine børn til det samme. Et bokssæt af hans film er for mig den oplagt gave til en barnedåb. Det er aldrig for tidligt at lære børn eller voksne, hvad der er godt.

Taniguchi
Jiro Taniguchi

Mangaskaberen Jiro Taniguchi er min nyeste betagelse. Og hvilken betagelse. Billeder og historier som går op i en højere enhed. Et dragende univers med anderledes mad og lyde – og samtidig rækker de bedste af historierne ud og rammer mig midt i hjertekulen.

For nogle uger siden var jeg til foredrag med antropolog og oversætter Mette Holm. Hun berigede mig med nøgler til bedre at forstå det japanske samfund, Murakami og Taniguchi. Det fik mine japanske forelskelser til at blusse op igen, som blomstrende kirsebærtræer, selvom jeg, da jeg smed Trækopfuglens krønike ud for mange år siden, ville have forsvoret det.

Hvor er det dejligt, at livet bestandigt forandrer sig. At præferencer ændrer sig, og der er så mange overraskelser ude i verden.

PS. Og så er jeg slet ikke kommet til den lille tyske filmperle Når kirsebærtræerne blomstrer som er en fin og livsbekræftende film om døden. Jeg har set det flere gange, og den rammer mig hver eneste gang.

Update på JK Rowlings

Hmmm … JK Rowlings reddede mig ikke. Faktisk kunne jeg ikke rumme at læse den til ende…

Til gengæld væltede Jørn Riels ’Sangen om livet’ mig over ende. En bog om Grønlands myter og historie. Utroligt hvor meget saft og kraft der er i den bog. Jeg åd bogen råt, spiste fordærvet hvalkød, dansede til trommerne, sad på en isflage sammen med de gamle, som var klar til at gøre en ende på livet, gik til fjelds, så nordlys, fangede sæler med mine bare næver, sultede i de mørkeste måneder og sang mig sanseløs med forfædrene.

Alt i alt følte jeg mig beriget og mæt på en måde, som kun litteratur kan.

Apropos en hyldest til Grønlandsfareren Knud Rasmussen. Tekst af Tom Kristensen, Musik af Minds of 99

 

Den gang JK Rowlings reddede mig

Da jeg var midt i 20’erne læste jeg på et gammelt, traditionsrigt engelsk universitet. Det var meget intenst. Aldrig har jeg før eller siden været så flittig. Efter et par måneder vågnede jeg op en morgen og kunne ikke holde op med at græde. Jeg græd og græd – og kunne ikke forstå hvorfor, så jeg ringede til min bror.
Mig: Jeg kan ikke holde med at græde.
Bror: Er det ulykkelig kærlighed?
Mig: Jeg tror det ikke. Jeg kan bare ikke holde op med græde, og jeg er så ulykkelig.
Bror: Åh, du er bare stresset … Det er helt normalt.

I mit fag siger vi, at to name a disease is to control a disease, så jeg gik i seng med Harry Potter. Eller det vil sige, jeg lagde mig i min seng og i de næste to dage læste jeg de tre første Harry Potter-bøger. Undervejs holdt jeg op med at græde, og til sidst var jeg blevet Harry Potter-fan. Universet var fantastisk, og jeg forstod pludselig, hvordan det engelske skolesystem er skruet sammen, hvorfor vi rendte rundt med sorte kapper og spiste ved high table. De sidste Harry Potter bøger blev efter min smag for lange, og filmene har jeg sovet trygt igennem i flere biografer, men dengang for mange år siden reddede JK Rowlings mig, og det er jeg hende evig taknemlig for.

Nu er tiden kommet til, at jeg skal læse hendes voksenbog: The Casual Vacancy.  Gad vist om hun redder mig igen?

GreenCollegeThe Radcliffe Observatory, min udsigt da jeg læste i England.

Når det giver mening at være forfatter

Der er dage, hvor det giver mindre mening at være forfatter end andre. De dage kan min begejstring ligge på spidsen af en knappenål. Jeg føler mig sårbar som en blotlagt nerve, og jeg kan ikke komme i tanke om, hvorfor jeg har valgt at udgive bøger.

Sådan er det heldigvis ikke så tit.

Grundlæggende set skriver jeg, fordi det morer mig. Jeg er ikke den type, som lider mig igennem skriveprocessen. Jeg skriver for at forstå min verden, men også for at glemme mig selv, om det så bare er for et øjeblik. Når jeg skriver, er jeg ikke længere nogens mor, hustru, datter, ven eller kollega. Jeg er bare mig selv på eventyr med min fantasi.

Men de dage, hvor det særligt giver mening at være forfatter, er de dage, hvor en læser tager sig tid til skrive til mig om, at en af mine bøger har betydet noget. Senest har en læser skrevet en fin mail om Sorgforstøveren. Jeg blev glad på Sorgforstøverens vegne.

Oprindeligt kom ideen bag Sorgforstøveren til mig en stresset nat og ville ikke slippe. Den blev ved med at kradse og rumstere i mit hoved:
-Skriv mig, hviskede den.
-Niks, du er underlig, og jeg har ikke tid.
-Skriv mig
, blev den ved med at ånde mig i nakken.
Så en dag gav jeg slip og skrev den. Jeg lærte samtidigt, at jeg ikke selv vælger mine historier, men at de i høj grad vælger mig.

Og tænk, seks år efter Sorgforstøveren blev udgivet er der stadig nogen, som skriver til mig, at bogen har gjort en forskel.

De dage er jeg slet ikke i tvivl om, hvorfor jeg udgiver bøger.

sorgforstoeveren

Sorgforstøveren og Leo Scherfigs fine forside

Follow my blog with Bloglovin

Et livstykke blandt dem med høj dødelighed

’Jeg skal til begravelse. Kurt er død.’ siger han med et smil.

’Hvem er det lige Kurt er?’, spørger jeg. Det kan godt være svært at holde styr på en 70-årigs mands relativ store bekendtskabskreds.

’En nede fra Billardklubben i Ældrecentret.’

Nu er jeg med.

Han fortsætter: ’Jeg kendte ham faktisk ikke. Men Kurts enke kom ned i klubben den anden dag, og sagde han var død. De er så søde i klubben og gode til at håndtere sådan noget. Så giver de en lille skarp og lader den efterladte tale og få luft for sin sorg. Det er befriende at få luft. Nå, men hun var kommet derned, fordi hun skulle hente Kurts billardkø. Den skal med i kisten og også en øl. Begge ting holdt Kurt så meget af. Så spurgte hun om, vi ikke ville med til begravelsen. Og jo, det kan nok blive hyggeligt.’

Han folder armene over brystet og siger mere alvorligt:

’Men det er altså utroligt med udskiftningen nede i klubben. Folk dør hele tiden. Nå, men det gør de jo i min alder.’

Han tager afsked og går ud i den mørke, sneklædte aften. Elegant svinger han sig op på sin cykel og vinker farvel. Jeg står i hoveddøren og betragter ham, mens han forsvinder rundt om hjørnet.

Af en mand i den alder, hvor dødeligheden er høj, er han nu et livstykke.

The Lights

I min forrige lejlighed møblerede vi stuen efter Per Mølgaards kleppert af et maleri: You’re pretty but you’re mean. Det måler 2,20 x1,95 meter. Maleriet fik hele den ene endevæg, vi indkøbte en særlig loftslampe, og møbler og bøger måtte vige pladsen.

Maleriet er så larmende og stærkt, at jeg i lang tid sagde goddag til det, når jeg kom ind i stuen.

P8300016 - 1
2006

Teamet i Per Mølgaards billeder synes altid at være det samme. Det handler om ro og klarhed i en støjende verden. Men formen forandrer sig bestandigt. Derfor er det altid spændende at se hans værker. Hvilke farver, former og stemninger har de? Hvad optager ham nu?

I lørdags var jeg i Malmø for se hans nye udstilling: The Lights, hvor hans fokus er på det nære, intime, tyste men som altid også støjende.

2014-01-11 15 - 1
2014

For nogle år siden havde han en udstilling, So Much Human, So Much Less Devine, hvor han var meget mere indadvendt med afdæmpede farver, skov og sort sol.

Men med hans nye billeder virker han til at være på vej ud af skoven og ind i lyset, som valget af hans udstillingstitel også antyder.

2014-01-11 15 -1
2014

Se flere billeder

Mellem skrivning og livet i almindelighed

Jeg bliver gerne spurgt om, hvordan jeg har tid til at skrive med småbørn og fuldtidsjob?

Svaret blæser i vinden. En humlebi burde ikke kunne flyve, men gør det alligevel.

Og så er der altid en bagside til et valg. Jeg går eksempelvis alt for sjældent i biografen, læser for få bøger og hvis jeg sætter mig til at se et afsnit af en serie, sover jeg efter max 10 minutter. Og vi taler her kun serier, som jeg har fået anbefalet i høje toner af troværdige mennesker. Men hvad værre er, at jeg ikke ser mine veninder nok. Henrik Nordbrandt skriver i et digt om at løbe mellem bjergene og havet. Han holder af begge og vil ikke undvære nogen af dem. Sådan har jeg det også og forsøger at løbe mellem livet i almindelighed og skrivning, men det er altid på bekostning af den ene part.

Så er der dem, som spørger om hvordan jeg får mine ideer. Det er det mindste af det hele. De fleste kommer myldrende, mens jeg skriver. De bedste dukker op kl. 4 om morgenen, og andre igen materialiserer sig, når jeg løber ved havet og lytter til eksempelvis: