All posts by louise

Lammetæv

’Ja, jeg mangler bare papegøjen,’ sagde hun vittigt. Men som hun stod der med klap for øjet, og lam i den ene side af ansigtet, havde jeg svært ved at svare noget muntert tilbage. Jeg vidste godt, hvordan det var fat med hende. Hun havde meget nøgent skrevet til mig, at når vi nu skulle ses, skulle jeg altså være klar over, at operationen var mislykkedes, og hun ikke helt lignede sig selv. Men jeg havde ikke forstået, hvad det egentlig betød. Hele hendes historie var uden for min fatteevne.

Hun var gået til lægen, fordi hun havde svært at ved at høre på højre øre, og det havde vist sig, at hun havde en 5 cm. svulst i øret. Godartet, heldigvis. Men svulsten skulle bortopereres hurtigst muligt, og operationen var kommet for tæt på ansigtsnerven, så hendes ansigt var blevet lammet i højre side.

’Jeg er ok, jeg skal bare over det’, sagde hun til mig en råkold vintereftermiddag på en cafe i indre by. Hun fortalte det hele som om, en anden havde oplevet det. Vi lo meget, selvom der som sådan ikke var meget at grine af. Vi kunne ikke lade være. Nogle holder angsten på afstand ved at synge. Vi ler.

Da jeg cyklede hjem fra vores aftale den mørke tidlige aften, kunne jeg kun tænke en ting: lammetæv, og jeg tænkte på forfatteren Jennifer Egans vending: ´livet er et tæskehold’. Uden varsel var livet dukket op ved hendes dør og havde givet hende lammetæv. Jeg ved godt, at sådan er livet også, og heldigvis var det ikke alvorligt. Men i mørket kom det hele tæt på.

Henover året kom hun sig gradvist. Hun behøvede ikke længere gå med klap for øjet, lammelsen fortog sig i ansigtsnerven, og hun begyndte at arbejde igen. Jo bedre hun fik det, jo mere erkendte hun, hvor stor forskrækkelsen havde været. At oplevelsen havde gjort hende bange, at hun frygtede, hvor meget hun ville kunne klare.

Vi havde en aftale igen for ikke så længe siden. Hendes ansigt havde kun få mærker efter tæskeholdet. Men der var også noget andet. Hendes menstruation var udeblevet. En graviditetstest var negativ. Så blev hun for alvor bange. Hvad ventede hende nu? Var hendes krop for alvor ved at bryde sammen? En aftale hos lægen viste, at frygten var ubegrundet, at hun var gravid. Og det blev vendepunktet for hende. Hun holdt op med at frygte og i stedet besluttede hun sig for at skulle vise livet, hvad hun er gjort af. Herunder at kunne føde uden smertelindring.

Jeg tænkte igen ’lammetæv’, da jeg cyklede hjem efter den aftale. Men forskellen var, at det ikke var livet som uddelte dem, men hende selv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at babyen i maven får den sejeste mor.

Drømme om træer og historier

Jeg drømmer om træer. Jeg kigger efter træer og læser bøger om dem. Jeg holder mig ikke tilbage fra at falde i snak med fremmede mennesker om træerne i deres haver, og hvordan de passer på dem. En medarbejder fra forlaget plejer at sige til mig, at man bør gøre tre ting i sit liv:

  • Sætte et barn i verden
  • Skrive en bog
  • Plante et træ

Jeg har fået de børn, jeg skal have, men jeg er hverken færdig med at skrive bøger eller plante træer.

Da jeg flyttede ind i vores hus med tilhørende have, stod der i midten af haven et stort, smukt japansk kirsebærtræ. Ifølge min genbo var træet kendt i kvarteret for sin overdådige forårsblomstring. Efter sigende skulle græsplænen, når træet afblomstrede, blive dækket af et tykt lag af duftende blomsterblade, så det lignede, at det havde sneet på en solskinsdag i maj.

Men allerede året efter vi var flyttet ind, begyndte træet at sygne hen. I løbet af kort tid blev det et afpillet og bedrøvet træ. Måske sygnede det hen i længsel efter de tidligere ejere, eller også havde det fået skurv. Lige meget hvilken fortælling vi lagde ned over træet, blev vi nødt til at fælde det. Det var trist, da vi sidste år skar træet ned, men min far blev glad for brændet, og haven er blevet et nyt og åbent sted, som kalder på, at jeg sætter mine egne træer.

Det er med træer, som med historier. Træer skal plantes i rette jordtype, de skal sættes på det rigtige tidspunkt af året, og de skal plejes og næres. På samme måde skal historier passe til mit fundament. Det nytter ikke at skrive om noget, som ikke kan gro i min jord, og historier skal gribes og skrives, når tiden er inde. Og så skal historier skrives – ellers sygner de hen.

Men så hører træ og historie-sammenligningen op. For træet vælger jeg egenrådigt til min have, men jeg vælger sjældent mine historier. De kommer, når de har lyst og er ikke nødvendigvis den type historier, som havde været mit førstevalg. Jeg kan godt få en ide til en historie, som på papiret synes topgod, jeg vander og plejer den. Men alligevel fænger den ikke rigtig an. Til gengæld skyder andre historier tit op som vildskud, jeg forsøger at ignorere. Men de vokser sig vilde og stærke, hvad enten jeg vil det eller ej, og min opgave er mere at skrive dem, end at forsøge at styre slagets gang.

Det, jeg holder særligt af ved både træer og historier, er deres proces: Processen med at jeg udvælger mit træ, gøder det, ser det vokse til og skabe sin egen plads i min have. Processen med hvordan historien vælger mig, kræver sin plads, kræver min tid, folder sig ud og beriger mig.

Derfor drømmer jeg om træer og historier.

Prisen for at udleve sine drømme

Jeg er die-hard Miyazaki-fan. Selvfølgelig måtte jeg nå i biografen for at se, hvad Miyazaki selv omtaler som sin sidste film: ”Når vinden rejser sig”. Den handler om havarede fly, endeløs blå himmel og om prisen for at udleve sine drømme.

Filmen følger Jiro fra hans barnedrømme om flyvemaskiner til, han bliver flyingeniør og bygger sine egne fly. Fly også kamikazepiloterne brugte. Jiro bygger således fly som på en gang er smukke, løfterige og dødbringende.

“Når vinden rejser sig” var flot. Jeg kan dog ikke svinge mig op til helt samme begejstring som mange anmeldere. Sine steder er den lidt lang, og jeg savner Miyazakis magiske elementer. Men der er også passager i filmen, hvor Miyazaki går rent ind i min hjertekule.

Stærkest står scenerne af Jiro, som trasker rundt i rygende vragrester fra et havareret fly, han har bygget og sendt af sted, men som ikke holdt til virkeligheden og derfor brændte op. Og modvægten er scenerne af Jiro, som står på en vidunderlig grøn mark og ser sine smukke fly stige op mod himlen.

Disse scener er for mig kraftfulde billeder på at udleve sine drømme, forfatter eller menneske generelt: Du bliver nødt til at tro på dine drømme og forsøge at realisere dem på bedst mulig måde. Nogle gange styrter de til jorden og bliver til vragdele, andre gange svæver de højt op mod en endeløs, blå himmel, og det hele går op i en højere enhed. Men lige meget hvilket udfald er øjeblikket flygtigt, og livet haster videre.

Den grønne købsknap

’Det handler om salg. Når du først har folk på dit website, så skal du sørge for, at de har mulighed for at købe dine bøger. Og forskning viser, at folk trykker 3 gange så meget på en grøn ’køb nu’-knap, så det er bare om at placere en grøn knap’, sagde den kvindelige underviser på klingende lollandsk. Hun smilede og så alle sigende ind i øjnene.

Jeg sad til et seminar, hvor formålet var at lære at lave et godt forfatterwebsite. Synlighed er vigtig for forfattere, men kan også være en vanskelig disciplin – i hvert fald for mig som egentlig bare gerne vil skrive mine bøger i fred.

’Og så gælder det om at få followers på Fjæsen. Jeg plejer at sige, at hvis der ikke mindst er 300 followers på Facebook, så er siden nok ikke interessant.’ Underviseren rettede sine briller. Hun havde lige vist sin succesrige webshop, hvor hun forhandlede sig selv som kunstner på flere felter, så hun havde vores fulde opmærksomhed.

Underviseren fortsatte: ’For at få optimal effekt skal I skrive til jeres followers minimum hver anden dag. Sørg for at få 20-30 nye om ugen. Husk også at tænke Twitter og Instagram ind.’

Jeg rykkede nervøst i stolen. På en god dag har jeg lidt over 100 followers, og hvis jeg rigtig strammer mig an, får jeg skrevet på Facebook ca. en gang om ugen. Og jeg er hverken på Twitter eller Instagram.

’Ja’, brød en intens mørhåret dame ind. ’Min tommelfingerregel siger, at hvis du virkelig vil have synlighed som forfatter, så skal du som minimum være i et landsdækkende medie en gang om ugen.’

Underviseren nikkede, jeg kapitulerede uden kamp og rejste det mentale hvide flag. Det var uden for min liga.

’Så er der jeres billeder af jer selv. De er så vigtige. Personligt bliver jeg stylet af en dygtig stylist én gang om året og får efterfølgende taget billeder af professionel fotograf. Det koster omkring 5.000 kr. Men det er det værd.’ Hun grinede lidt: ’Ja, faktisk kan nogle ikke en gang genkende mig på mine stylede billeder, men skidt med det. Folk forventer, at jeg som kunstner har lækre billeder af mig selv.’ Underviseren kiggede igen sigende rundt på os alle.

’Godt, skal vi kigge på jeres websites. Louise, må vi se dit website?’

Underviseren kastede mit website op på lærredet og konstaterede: ’Hmmm, der mangler nogle grønne købsknapper.’

Hun havde ret. Jeg noterede.

Den intense mørkhårede dame kiggede over på mig: ’Ja, nu hvor proppen er af flasken, så skal du få et nyt bannerbilleder. Du ser så almindelig ud på billedet. Jeg ville ikke læse en bog af dig.’

’Jamen,’ pippede jeg, ’på det andet billede jeg har, synes jeg, at jeg ser lidt farlig ud – om end det er professionelt fotograferet.’

Jeg viste dem det andet billede, taget i forbindelse med min seneste bogudgivelse, som lå mere skjult på mit site.

’Pjat, du ser brandgodt ud. Hvad siger I andre?’

Samtlige kvinder omkring bordet nikkede i takt.

Kvinderne havde talt, så jeg skiftede forsidebanner næste dag – som den opmærksomme læser, muligvis har bemærket.

I denne tid siger de kloge, at synlighed er eksistens. Og da jeg har mit civile erhverv inden for nogenlunde samme felt, ved jeg godt, at der er noget om snakken. Jeg sidder ofte som den lollandske underviser og rådgiver folk, om end i et andet fag, til det samme. Faktisk holder jeg mig heller ikke tilbage for at give samme råd til mine forfatterkollegaer.

Men nu hvor jeg er på den anden side af bordet, nu hvor det er mig, der er objektet, mig der skal brandes, så er tingene sjovt nok slet ikke så ligetil. Og jeg bliver oprigtig talt så træt som de gamles by af kravet om evig synlighed og promovering. Kan det virkelig være rigtigt, at graden af synlighed påvirker kunstens kvalitet? Kan jeg kun få succes som forfatter, hvis jeg har flair for at synliggøre mig selv på de sociale platforme? Er eksponering blevet vigtigere end indhold?

Selvfølgelig kan det ikke sættes så hårdt op, men der er et stigende krav om synlighed, som jeg personligt ikke kan honorere. Hvis jeg skulle følge alle regler om optimal synlighed, ville jeg bl.a. kede mine followers med intetsigende opdateringer, og hvad værre er, jeg ville aldrig få ro til at få skrevet det, som er kernen i mit virke. Nemlig historierne. Og de er grunden til, at jeg er forfatter. Hvis jeg ikke fik en dyb, grund­læggende tilfredshed ved at skrive og finde på historier, ville jeg stensikkert lave noget andet. Noget som ikke var nær så sårbart.

Trætheden strammer hen over min pande. Mit forfatter-jeg får akut trang til at lave en Maud og gå ind og lægge mig. Men så er det, at mit rådgiver-jeg beroligende siger: ’Lav en kop te, skriv og luk verden ude, så placerer jeg en grøn knap på dit website.’

kob_knap

Iltmaske

Jeg løber en del i mit liv. Ofte haster jeg afsted for at nå det hele, og alligevel er jeg altid et par skridt bagud. Jeg har travlt med det hele: børnene, familien, jobbet og alt det andet jeg også tror, jeg kan nå, men som ikke er muligt. Tit bliver det sent, før jeg sætter mig ned og bare er til i et kort øjeblik, før jeg igen skal videre. Det kan nok ikke være anderledes med fuldtidsjob, småbørn, skriveriet og insisteren på at bage mit eget brød.

For det meste balancerer det regnestykke, jeg kalder mit liv. Og i de magiske øjeblikke går det hele tilmed op i en højere enhed. Jeg forsøger altid at lagre disse øjeblikke og komme dem på glas. Men de er flygtigere end æter.

Andre gange er jeg ved at kløjs i det hele. Så kan jeg ikke få luft, mit hår bliver højt, jeg råber og er ikke særlig rar. Bagefter undskylder jeg og forsøger at forbedre mig, indtil det næste gang bliver for meget, og jeg får svært ved at trække vejret. Flypersonalet og min frisør siger, at det er vigtigst at komme en iltmaske på sig selv, før du kommer den på andre. Og når det hele kører op, minder min mand mig om, at det er ved at være tid til en iltmaske. Så tager jeg på museum med min datter.

Jeg tager tidligt fri, afleverer hende i værkstedet og sætter mig cafeen og bestiller en kop te. Så har jeg knap to timer, som er mine. Mine helt alene. Jeg bestemmer, hvad jeg skal og vil. Ofte bliver det at skrive. Jeg kommer ikke ned i tempo med det samme, men langsomt og roligt lander jeg hos mig selv, lige ind til min datter kommer løbende med noget selvproduceret, som skal granskes og beundres.

Det gør jeg hellere end gerne, for jeg har haft tid til at trække vejret i en iltmaske, så jeg igen kan fungere i verden. Nu som et venligere menneske med velfriseret hår og rolig vejrtrækning.

Iltmaske

Om Gud, spøgelser og zombier

–          Mor – findes Gud?
Mig: Det er der nogen som tror.
–          Tror du?
Mig: Der er rigtig mange som tror på Gud, så mon ikke Gud findes?
Hvad skal jeg sige til et barn som bare gerne vil vide, hvordan verden hænger sammen. Jeg ved det jo heller ikke. Jeg er hverken døbt, konfirmeret, gift i kirke eller har døbt mine egne børn, men hvordan skulle jeg skråsikkert kunne sige, at Gud ikke findes?

–          Hvad med spøgelser?
Mig: Det er der nogen, som kan se dem.
–          Jeg kan se dem.
Mig: Nej, det kan vi ikke i vores familie.
–          Men jeg kan altså.
Mig: Bed dem om at gå deres vej, hvis du ikke kan lide dem. Det er der nogen, som siger virker.
Jeg lever i en rationel og fysisk verden, men som forfatter bliver det for trist og for fattigt, hvis jeg ikke tror på muligheden for noget mere. Og fantasien er for mig en af mine mest underholdende venner. Hende giver jeg hellere end gerne videre til mine børn.

–          Hvad så med zombier?
Mig, fuldstændigt afvisende: De findes ikke!
–          Hvorfor ikke?
Ja hvorfor ikke? For nogle mennesker er de yderst virkelige og skræmmende, så hvordan kan jeg fornægte deres eksistens?

Mig: Dem der tror på zombier bor et helt andet sted end her, sov nu bare.

Mine japanske forelskelser

Jeg gik død på side 20 af den japanske forfatter Haruki Murakamis murstensroman Trækopfuglens krønike. Derpå smed jeg bogen ud og besluttede, at japanske udgydelser ikke var noget for mig. Bum. Sådan var det.

Men der er noget med, at skråsikre holdninger kan komme til at ramme én som en boomerang. At livet har en tendens til at komme efter en.

Flere år senere kom jeg af vanvare til at læse Murakamis roman Norwegian Wood. Hov. Den var god. Fascinerende, fremmed og samtidig meget genkendelig. Jeg fik med andre ord med Murikami-nålen lige i armen. Og så gik jeg i gang at læse resten af hans bøger. Jeg læste ham faktisk så meget, at jeg er blevet lidt træt af ham, så træt man nu kan blive af en forfatter som er i ens personlige top 10. Men Trækopfuglens krønike har jeg stadig ikke læst. Og nu er det et princip.

Det-levende-slottet
Hayao Miyazaki

Ikke lang tid efter faldt jeg pladask for filmskaberen Hayao Miyazaki. En doven juledag zappede jeg ind på tegnefilmen Det levende slot af Miyazaki. Den aften gjorde min verden større. Sjældent har jeg været så underholdt af en tegnefilm. Jeg dykkede derefter ned i hans andre film. Jeg ser stadig alle hans film og tvinger mine børn til det samme. Et bokssæt af hans film er for mig den oplagt gave til en barnedåb. Det er aldrig for tidligt at lære børn eller voksne, hvad der er godt.

Taniguchi
Jiro Taniguchi

Mangaskaberen Jiro Taniguchi er min nyeste betagelse. Og hvilken betagelse. Billeder og historier som går op i en højere enhed. Et dragende univers med anderledes mad og lyde – og samtidig rækker de bedste af historierne ud og rammer mig midt i hjertekulen.

For nogle uger siden var jeg til foredrag med antropolog og oversætter Mette Holm. Hun berigede mig med nøgler til bedre at forstå det japanske samfund, Murakami og Taniguchi. Det fik mine japanske forelskelser til at blusse op igen, som blomstrende kirsebærtræer, selvom jeg, da jeg smed Trækopfuglens krønike ud for mange år siden, ville have forsvoret det.

Hvor er det dejligt, at livet bestandigt forandrer sig. At præferencer ændrer sig, og der er så mange overraskelser ude i verden.

PS. Og så er jeg slet ikke kommet til den lille tyske filmperle Når kirsebærtræerne blomstrer som er en fin og livsbekræftende film om døden. Jeg har set det flere gange, og den rammer mig hver eneste gang.

En af de dage

Det var en af de dage, hun ringede. En af de dage, hvor jeg råbte og var sur. Skældte og smældte over noget, jeg ikke længere husker. Sikkert noget med børn, som ikke rydder op, eller hører efter, eller opvask eller tøjvask eller bare generel kvælning i livets hamsterhjul.

Netop på sådan en dag kom opkaldet. Hun skal opereres. Brystet skal væk. Forstadierne har spredt sig med lynets hast. For en måned sidste vidste hun intet. Enlig mor til to børn og selvstændig.

Jeg blev med ét mindet om, at irritationer blot er krusninger på livets overflade. At livet er faser, og du ved aldrig, hvordan noget slutter eller noget nyt begynder. At livet handler om at give hinanden mod og styrke til at håndtere det, der sker.

Pandora fra den græske mytologi kom af nysgerrighed eller kedsomhed til at åbne en æske, hvormed hun slap alverdens plager ud. Men hun nåede også at lukke håbet ud. Håbet der lyser op blandt plagerne.

Og netop det håb sender jeg til hende.

Update på JK Rowlings

Hmmm … JK Rowlings reddede mig ikke. Faktisk kunne jeg ikke rumme at læse den til ende…

Til gengæld væltede Jørn Riels ’Sangen om livet’ mig over ende. En bog om Grønlands myter og historie. Utroligt hvor meget saft og kraft der er i den bog. Jeg åd bogen råt, spiste fordærvet hvalkød, dansede til trommerne, sad på en isflage sammen med de gamle, som var klar til at gøre en ende på livet, gik til fjelds, så nordlys, fangede sæler med mine bare næver, sultede i de mørkeste måneder og sang mig sanseløs med forfædrene.

Alt i alt følte jeg mig beriget og mæt på en måde, som kun litteratur kan.

Apropos en hyldest til Grønlandsfareren Knud Rasmussen. Tekst af Tom Kristensen, Musik af Minds of 99

 

Den gang JK Rowlings reddede mig

Da jeg var midt i 20’erne læste jeg på et gammelt, traditionsrigt engelsk universitet. Det var meget intenst. Aldrig har jeg før eller siden været så flittig. Efter et par måneder vågnede jeg op en morgen og kunne ikke holde op med at græde. Jeg græd og græd – og kunne ikke forstå hvorfor, så jeg ringede til min bror.
Mig: Jeg kan ikke holde med at græde.
Bror: Er det ulykkelig kærlighed?
Mig: Jeg tror det ikke. Jeg kan bare ikke holde op med græde, og jeg er så ulykkelig.
Bror: Åh, du er bare stresset … Det er helt normalt.

I mit fag siger vi, at to name a disease is to control a disease, så jeg gik i seng med Harry Potter. Eller det vil sige, jeg lagde mig i min seng og i de næste to dage læste jeg de tre første Harry Potter-bøger. Undervejs holdt jeg op med at græde, og til sidst var jeg blevet Harry Potter-fan. Universet var fantastisk, og jeg forstod pludselig, hvordan det engelske skolesystem er skruet sammen, hvorfor vi rendte rundt med sorte kapper og spiste ved high table. De sidste Harry Potter bøger blev efter min smag for lange, og filmene har jeg sovet trygt igennem i flere biografer, men dengang for mange år siden reddede JK Rowlings mig, og det er jeg hende evig taknemlig for.

Nu er tiden kommet til, at jeg skal læse hendes voksenbog: The Casual Vacancy.  Gad vist om hun redder mig igen?

GreenCollegeThe Radcliffe Observatory, min udsigt da jeg læste i England.